Har du endnu ikke sikret dig en billet til CareNets kommende temadag om sanseteknologi den 06. oktober?
Læs mere og book din billet inden den 25. september her.Velfærdsteknologi og fremtidens ældreliv: Centrale initiativer udskudt
Den nationale strategi for velfærdsteknologi har endnu ingen lanceringsdato, og Rådet for et aldersvenligt Danmark ventes at afslutte sit arbejde i 2027. Begge initiativer kan få betydning for, hvordan kommuner og andre aktører arbejder med teknologi, pleje og et selvstændigt ældreliv.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Hvordan får vi flere velfærdsteknologiske løsninger i anvendelse, og hvordan indretter vi et samfund, der understøtter et godt liv i alderdommen?
Det er centrale spørgsmål i to nationale indsatser, som fortsat er undervejs: strategien for udbredelse af velfærdsteknologi og arbejdet i Rådet for et aldersvenligt Danmark.
I et interview med Faglige Seniorers nyhedsbrev fortæller børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF), at han vil prioritere færre, større indsatser. Demens og rekruttering står først, mens forebyggelsespakken ”Flere gode år” og arbejdet for et aldersvenligt Danmark får en længere tidshorisont.
Strategi skal understøtte udbredelse i praksis
I interviewet fremhæver ministeren velfærdsteknologi som et supplement, der skal give ældre mere tid med medarbejdere, de kender. Teknologien indgår dermed i ambitionen om at skabe bedre tid og sammenhæng i plejen – ligesom det også fremgik af regeringsgrundlaget.
Arbejdet med en national strategi for udbredelse af velfærdsteknologi har været undervejs længe. I september 2025 afleverede Partnerskabet for udbredelse og skalering af velfærdsteknologi i ældreplejen, hvor Danish.Care, som CareNet er en del af, deltog, syv konkrete anbefalinger til den daværende ældreminister Mette Kierkgaard.
Anbefalingerne skulle danne grundlag for strategien, som efter den daværende tidsplan skulle offentliggøres inden jul 2025. Det skete dog ikke, og der er fortsat ikke meldt en endelig lanceringsdato ud. Det samme er tilfældet nu, efter Jacob Mark er kommet i tale.
- Det er, som jeg også tidligere har givet udtryk for, positivt, at velfærdsteknologi er en strategisk satsning i regeringsgrundlaget. Derfor ærgrer det mig også, at vi nu står uden en klar tidshorisont. Kommuner og leverandører har brug for at vide, hvad de kan planlægge efter. Strategien har været undervejs længe, og nu er der behov for en tydelig tidsplan og konkrete rammer, der gør det lettere at få løsningerne i brug, fortæller netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, og fortsætter:
- Der er behov for klarere rammer for anvendelsen velfærdsteknologi, AI og digitale løsninger i ældreplejen, så usikkerhed ikke unødigt bremser arbejdet. Og vi har travlt. Udviklingen går den forkerte vej, når det kommer til den manglende arbejdskraft på området. Samtidig stiger antallet af plejekrævende borgere hurtigt. Så jo før vi kan komme i gang, jo bedre. En fælles retning vil understøtte overgangen fra afprøvning til daglig anvendelse og gøre det lettere at planlægge investeringer og implementering. Det har vi behov for, hvis niveauet i velfærdsydelserne ikke skal falde markant.
Et aldersvenligt Danmark handler om mere end pleje
Også Rådet for et aldersvenligt Danmark arbejder med spørgsmål, der har betydning for fremtidens velfærd.
Rådets vision skulle oprindeligt have været klar i foråret 2026. Ifølge Jacob Mark er planen nu, at arbejdet afsluttes på et tidspunkt i 2027, hvorefter anbefalingerne skal danne grundlag for en 2040-strategi. En mere præcis tidsplan følger efter dialog med rådet.
Ministeren fremhæver, at et aldersvenligt samfund også handler om boliger, transport, foreningsliv og kultur. Perspektivet rækker dermed ud over de borgere, der har behov for pleje, og omfatter mulighederne for at leve et aktivt og selvstændigt liv.
Her kan hjælpemidler og velfærdsteknologi spille en rolle ved at understøtte hverdagens aktiviteter og gøre det lettere at bevare selvstændighed og deltage i fællesskaber.
Viden og erfaringer skal bringes videre
De kommende strategier kan få betydning for rammerne om det arbejde, der allerede foregår i kommuner og på tværs af sundheds- og ældreområdet. Derfor er der behov for klarhed om de næste skridt og om, hvordan erfaringerne fra praksis bliver inddraget.
Samtidig er videndeling, kompetenceudvikling og samarbejde fortsat væsentligt for at få teknologi til at fungere i hverdagen. De nationale initiativer bør understøtte dette arbejde, så flere borgere og medarbejdere får glæde af de løsninger, der matcher deres behov – løsninger der langt henad vejen allerede findes.
Netop dette vil CareNet arbejde for, og vi står som altid til rådighed og ønsker at bidrage aktivt.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

