Nyheder

12

.

September

2025

Partnerskabet anbefaler: Her er de syv anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen

‍De længe ventede anbefalinger til udbredelse og skalering af velfærdsteknologi i ældreplejen er nu landet. Dyk ned i de i alt syv konkrete anbefalinger her.

Af: Malthe Bendix Søgaard

Denne fredag eftermiddag har Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen offentliggjort sine anbefalinger til udbredelse og skalering af velfærdsteknologi på ældreområdet.

I CareNet har vi længe ventet på de i alt syv anbefalinger, som skal være med til at danne udgangspunktet for en national strategi for velfærdsteknologi. Og via Danish.Care – som CareNet er en del af – har vi været med til at bidrage aktivt i tilblivelsen af anbefalingerne.

I den forbindelse er der blandt andet blevet kigget imod vores årlige undersøgelse af brugen af velfærdsteknologi i de danske kommuner fra 2024 – ligesom vores definition af velfærdsteknologi samt kategorisering af forskellige velfærdsteknologiske løsninger, som er udarbejdet med Danish.Care, også er blevet taget i brug.

- Det er glædeligt at se, at Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen i dag er kommet med sine anbefalinger. Som netværk for sundheds- og velfærdsteknologi kan vi stille os bag alle 7 af slagsen, da vi – på lige fod med Partnerskabet – mener, at det er dét, der kræves, hvis vi skal have mulighed for at indfri velfærdsteknologiens fulde potentiale. Til glæde og gavn for vores ældre borgere, vores hårdtarbejdende sundhedspersonale og for vores samfund i sin helhed, fortæller netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, og fortsætter:

- Jeg er samtidig rigtig glad for, at vi i CareNet har kunnet bidrage til partnerskabets arbejde – særligt via vores årlige undersøgelse af brugen af velfærdsteknologi i de danske kommuner. Det viser, at vores arbejde som vidensnetværk har bred relevans for de strategiske overvejelser, der sker på politisk plan i forhold til fremtidens sundheds- og velfærdssystem. Det arbejde har vi tænkt os at fortsætte, og vi vil med glæde bidrage aktivt til det arbejde, der venter i forbindelse med en egentlig national strategi for velfærdsteknologi.

Værdien af velfærdsteknologi - hvis vi formår at gøre det klogt

Partnerskabets fælles vision for fremtidens ældrepleje er, at man ønsker ”en ældrepleje, hvor målrettet brug af velfærdsteknologi er en naturlig og meningsfuld del af hverdagen – som styrker livskvaliteten for borgerne, skaber tryghed for de pårørende og frigør tid til omsorg og nærvær hos medarbejderne.”

Hvis man formår at udbrede velfærdsteknologi klogt, så har det stort potentiale for at give gevinster på fire overordnede planer.

  • For borgerne: Velfærdsteknologi vil give borgerne øget selvhjulpenhed, tryghed, værdighed og livskvalitet.
  • For kommunerne: Velfærdsteknologi muliggør driftsmæssige og økonomiske gevinster gennem en mere fleksibel ressourceanvendelse, så tid og medarbejdere kan bruges, hvor behovet er størst.  
  • For medarbejderne: Velfærdsteknologi vil give medarbejderne i ældreplejen mere tid til nærvær, pleje og omsorg. Samtidig reduceres den fysiske belastning, så arbejdsmiljøet forbedres.  
  • For virksomheder og samfundet som helhed: Med de demografiske udfordringer bliver velfærdsteknologi afgørende for en bæredygtig velfærdsmodel, som danske virksomheder også bidrager til. Samtidig styrker velfærdsteknologi dansk innovation og eksport.

De syv anbefalinger

Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen udspringer af ældrereformen fra 2024, og Partnerskabets opgave har været at komme med anbefalinger til – hvordan velfærdsteknologi, herunder kunstig intelligens – kan udbredes og skaleres i ældreplejen.

Anbefalingerne har både fokus på initiativer, der kan igangsættes i fællesskab, og initiativer de enkelte aktører kan bidrage til at realisere. Målet er, at anbefalingerne skal bidrage til at kvalificere og prioritere initiativerne i den nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.

Anbefaling 1: Velfærdsteknologi skal tage udgangspunkt i borgeren

Partnerskabet anbefaler, at borgernes perspektiver inddrages målrettet i udviklingen og anvendelsen af velfærdsteknologiske løsninger.  

Velfærdsteknologi er nemlig ikke blot en teknisk løsning – den bidrager til borgerens selvhjulpenhed og evne til at mestre hverdagen. Når den ældre er bruger af velfærdsteknologiske løsninger, skal udviklingen og implementeringen altså tage udgangspunkt i, hvordan det understøtter selvhjulpenhed og hverdagsmestring for den enkelte.  

Anbefaling 2: Medarbejdere og ledere skal være med hele vejen

Partnerskabet anbefaler, at medarbejdernes kompetencer inden for velfærdsteknologi styrkes, og at deres erfaringer og viden bringes aktivt i spil i udvikling og anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger.

Det er medarbejderne, der oversætter velfærdsteknologien i mødet med den enkelte borger. Derfor skal medarbejderne være klædt på til brugen af det. Samtidig bør ledelsen have øje for, at der lokalt tilrettelægges processer, der muliggør, at det fulde potentiale realiseres – herunder klare krav og forventninger til medarbejderne i forhold til at implementere velfærdsteknologien. Derfor skal medarbejdere og ledere have de rette kompetencer – og inddrages i arbejdet med ny velfærdsteknologi.  

Anbefaling 3: Civilsamfund og pårørende er hjælperyttere til velfærdsteknologisk tryghed

Partnerskabet anbefaler, at kommuner, leverandører og andre relevante aktører inddrager og går i dialog med pårørende og civilsamfundsaktører om udbredelse af velfærdsteknologi.

En kerneværdi i ældrereformen er tæt samspil med pårørende, civilsamfund og lokale fællesskaber. Det er også væsentligt i forhold til velfærdsteknologi. Pårørende og civilsamfund er vigtige sparringspartnere, når det kommer til at hjælpe borgere i gang med og blive trygge ved velfærdsteknologi. Omvendt kan manglende samspil og inddragelse være en barriere for udbredelse af velfærdsteknologi  

Anbefaling 4: Borgerne skal kunne se og opleve velfærdsteknologi

Partnerskabet anbefaler at gøre velfærdsteknologi tilgængelig for borgerne, så de kan afprøve dem i samarbejde med fagmedarbejdere, pårørende og civilsamfundet.

Velfærdsteknologi forandrer ikke liv, før den bliver en del af borgerens hverdag. Velfærdsteknologien skal derfor være synlig, tilgængelig og meningsfuld for de mennesker, den er tiltænkt. Når borgere får mulighed for at se, røre ved og afprøve teknologiske løsninger, bliver mulighederne virkelige. Det gør det lettere at forstå, hvilke løsninger der findes, og hvordan de kan styrke deres selvhjulpenhed, tryghed og livskvalitet. Det handler om at give borgerne mulighed for at forestille sig en hverdag, hvor velfærdsteknologien bidrager til mere frihed og færre begrænsninger.

Anbefaling 5: Viden skal accelerere udbredelse og skalering

Partnerskabet anbefaler, at aktørerne samarbejder om at styrke vidensgrundlaget på tværs af aktører.

Hvis vi vil have velfærdsteknologi til at sprede sig hurtigere og skabe forandring og gavn for endnu flere borgere, pårørende og medarbejdere i hele landet, kræver det, at vi deler det, der virker. I dag stopper alt for mange gode erfaringer ved kommunegrænsen. Viden skal deles på tværs af fagligheder og geografi og på tværs af både kommunale, regionale, private og selvejende aktører. Ikke som tilfældige nedslag, men som en systematisk indsats for kollektiv læring og fælles fremdrift. Når en teknologisk løsning er velafprøvet og har dokumenteret effekt i én kommune, skal den ikke af prøves på ny af næste kommune – den skal løftes videre og skabe reel gavn for endnu flere borgere, pårørende og medarbejdere.

Anbefaling 6: Investeringer skal fokuseres på modne teknologiske løsninger

Partnerskabet anbefaler, at der investeres målrettet i at udbrede og skalere teknologiske løsninger med dokumenteret effekt.

Der er mange steder fokus på innovation og udvikling af teknologiske løsninger. Fremtidens velfærd kræver dog ikke bare flere idéer – men også at vi satser på det, der virker. Derfor bør der investeres i indsatser, der har langsigtede effekter. I dag findes der velfærdsteknologiske løsninger med dokumenteret effekt – løsninger, der skaber bedre liv for borgere og et mere bæredygtigt arbejdsmiljø for medarbejdere. Mange af løsningerne vil også give en økonomisk gevinst på sigt. Alligevel forbliver en del af disse løsninger i afprøvningsfasen, fordi investeringerne i deres udbredelse udebliver.

Anbefaling 7: Klare linjer på den juridiske spilleplade

Partnerskabet anbefaler, at der sikres tidssvarende lovregulering, og at der skabes tydelighed og ensretning omkring tolkning af regler for brug af velfærdsteknologi og data, herunder også kunstig intelligens, da det er en forudsætning for at lykkes med udbredelse af velfærdsteknologi.

Selv de bedste teknologiske løsninger strander, hvis reglerne omkring deres brug er uklare. I dag bremser juridisk usikkerhed om GDPR, MDR-forordning om medicinsk udstyr, datadeling og sektorlovgivning udbredelsen af velfærdsteknologiske løsninger – også selvom de har dokumenteret effekt og høj værdi for både borgere og medarbejdere. På den måde kan hensynet til at passe på borgeres data risikere at stå i vejen for at give borgerne den bedst mulige indsats. Potentialerne for velfærdsteknologi kan ikke blive indfriet, hvis ikke der er klare juridiske rammer, der understøtter udbredelse af velfærdsteknologi.

Dyk yderligere ned i de syv anbefalinger – og hvad det vil kræve i praksis at realisere dem – her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.