Det nye regeringsgrundlag: Et rygstød til velfærdsteknologien – nu skal der handling bag ordene
Velfærdsteknologien fremhæves i det nye regeringsgrundlag. Det lover godt, men meget kan se godt ud på papiret, og derfor skal der nu handling bag ordene, så det kan mærkes helt ned på borger- og medarbejderniveau.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Så skete det.
Langt om længe kulminerede små tre måneders arbejde, da en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre i sidste uge kunne præsentere et nyt regeringsgrundlag med støtte fra Enhedslisten og Alternativet.
Ventetiden har været lang for os alle – også for os med sundheds- og velfærdsteknologi samt hjælpemidler tæt på hjertet. For som vi også gjorde opmærksom på, da valget i sin tid blev udskrevet, så er der mange ting, der går i stå, når valgboksene sættes op, krydset skal sættes og en ny regering skal lande på benene på Christiansborg.
Den efterhånden sagnomspundne nationale strategi for udbredelse og skalering af velfærdsteknologi, som burde være landet i slutningen af 2025, har vi endnu ikke set skyggen af. Det samme gælder for lovsporet om AI i ældreplejen, som både er udskudt og flyttet på tværs af ministerier. Med valget er der kommet nye ministerier, mens andre er slået sammen. Så hvor det hele lander, må i bedste fald betegnes som uvist.
Et rygstød til velfærdsteknologien
Men nok om fortiden. Regeringen er landet, og det samme er regeringsgrundlaget også – og sidstnævnte med lidt lækkerier til velfærdsteknologi-Danmark.
Regeringsgrundlaget indeholder nemlig et mål om at lancere en strategisk satsning på velfærdsteknologi i ældreplejen. Og det er meget positivt, lyder det fra netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz.
- Vi har vente længe på, at den nye regering skulle lande, og nu er det endelig sket – og sågar med positive vinde over velfærdsteknologi-Danmark. Jeg synes, at dét faktum, at velfærdsteknologi står nævnt i selve regeringsgrundlaget som en strategisk satsning, vidner om, at arbejdet med velfærdsteknologi nu i højere grad er i fokus fra politisk side. Det er naturligvis positivt, fortæller han og fortsætter:
- Ét er, at velfærdsteknologi fremhæves i regeringsgrundlaget. Noget andet er, hvad der så sker i praksis. Jeg forventer selvfølgelig, at vi får vores nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi. Den har været undervejs længe, så jeg synes efterhånden, vi fortjener den – både i det offentlige og private Danmark. Den er der behov for. Det sammen gælder for så vidt også de klarere rammer for brugen AI, digitale løsninger og velfærdsteknologi i ældreplejen.
Godt på papiret – men det kræver reel handling
Det bør dog ikke stoppe der, mener Anders Lyck Fogh-Schultz. Meget kan laves på papir, så det ser godt og lovende ud, men værdien kan og skal kun måles i praksis. Godt nok skal der i første omgang ske ændringer fra politisk hold, hvis velfærdsteknologien skal få en reel chance for at skabe værdi ude i virkeligheden, men tiltagene skal være af en sådan styrke, at det kan mærkes helt ned på borger- og medarbejderniveau.
- Handling bag ordene passer nok meget godt ind her. Et stykke papir og en præsentation rækker ikke langt. Hvad gør vi med de 24.000 manglende årsværk i omsorgen og plejen i 2035, spurgte jeg i en klumme forleden. For udfordringen står der sort på hvidt. Udregningerne er lavet. Om under 10 år mangler vi 24.000 fagprofessionelle i omsorgs- og plejesektoren – medmindre vi gør noget andet, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:
- Det kunne for eksempel være, at man giver sundheds- og velfærdsteknologien en reel chance. Ikke blot på papiret, men i praksis. Vi ved, at mange løsninger har en positiv effekt i praksis – både for borgerne, medarbejderne og for frigørelsen af den arbejdskraft, der er så meget behov for. Men det kræver finansiering. Det kræver et tæt samarbejde på tværs af kommuner og regioner – samt i hele værdikæden. Det kræver, at vi fjerner de barrierer, der i dag står i vejen for indførelsen af velfærdsteknologi i praksis. Og meget mere. Det kræver handling fra alle parter, og det forventer jeg naturligvis også kommer til at ske.
Som netværk for sundheds- og velfærdsteknologi, der både rummer udbydere og aftagere på velfærdsteknologiområdet, står vi klar og bidrager meget gerne til arbejdet. Blandt vores medlemmer har vi erfaringer fra begge sider af den velfærdsteknologiske mønt – både de gode og de mindre gode. Men det må være vores ambition at få skabt et system, der gør det muligt for velfærdsteknologiske løsninger, som virker, at gøre den forskel i praksis, de er skabt til.
Det skylder vi vores plejekrævende borgere, vores fagprofessionelle medarbejdere og i sidste ende vores samfund som helhed.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

