Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Status på reminiscensterapi

Status på reminiscensterapi

27. april 2017

To danske forskere gennemgår forskningen vedrørende virkningen af reminiscensterapi til personer med demens. Forskerne bag gennemganen anfører, at det er vanskeligt at konkludere noget endelig om en mulig effekt. Men meget tyder på, at metoden midlertidigt kan øge følelsen af velvære hos personer med demens

Mange mennesker har oplevet, hvordan et foto, en gammel melodistump eller en bestemt duft kan vække erindringer til live, som man troede, man for længest havde glemt.

Den rette stimuli kan åbne en direkte linje til fortiden og styrke fornemmelsen, af hvem man er og hvor man kommer fra.

Reminiscensterapi bliver defineret som det at tænke på eller fortælle om tidligere selvoplevede hændelser med personlig betydning. Ideen er, at man ved at aktivere erindring hos personer med demens kan forstærke følelsen af personlig identitet samt stimulere samtale og social interaktion.

Reminiscensterapi er forholdsvis let at gå til for behandlere og plejepersonale. Metoden anvendes i demensplejen i omkring tre ud af fire danske kommuner.

De danske forskere bag statusartiklen Marie Kirk og Dorthe Berntsen, der er tilknyttet Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning (CON AMORE), Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, henviser til tre internationale reviews, heraf ét fra 2005 og to fra 2012. De tre reviews gennemgik sammenlagt 10 randomiserede kontrollerede studier af effekten af reminiscensterapi med sammenlagt 354 deltagere.

Resultaterne af de 10 studier var forskellige. Halvdelen af studierne fandt en mulig effekt på deltagernes velvære målt enten ved reduktion af depressive symptomer og apatiscores eller ved stigning i livskvalitet og humør. Flertallet af studierne fandt ingen signifikant effekt på deltagernes kognitive funktionsniveau. - Kirk og Berntsen gør opmærksom på en række metodemæssige forskelle og svagheder i studierne. De sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om de forskellige interventioner overhovedet er sammenlignelige. De mener i stedet at man bør måle effekten på deltagernes humør og adfærd under selve terapien

Læs mere her

Kilde: National Videnscenter for Demens