Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Velfærdsteknologi anno 2018: Mød en oplægsholder: Jens Strandbech

Velfærdsteknologi anno 2018: Mød en oplægsholder: Jens Strandbech

28. juni 2018

Sociale robotter kan reaktivere et socialt liv hos personer med demens

Den 20. september 2018 tager Teknologisk Institut pulsen på den velfærdsteknologiske udvikling med konferencen Velfærdsteknologi anno 2018 i Odense Congress Center.

I år sætter vi robotterne i centrum og arbejder under titlen ”Robotterne kommer - nej, de er her allerede!”. Vi præsenterer løbende de mange interessante oplægsholdere, så følg med og læs, hvad du kan se frem til på dette års konference. Der er stadig ledige pladser, og ved registrering inden den 30. juni opnås early-bird rabat

Af de mange inspirerende oplæg kan du blandt andet lære mere om sociale robotter i plejesektoren, når Jens Strandbech fra Syddansk Sundhedsinnovation fortæller om, hvad forskningen egentlig siger herom.

Strandbech har med sit ph.d.-projekt Humanoid Robots for Health and Welfare - On Humanoid Robots as Welfare Technology Used in Interaction with Persons with Dementiaforsket i den såkaldte telenoid-robot og dennes interaktion med personer med demens.

- Personer med demens er ofte verbalt inaktive, og det er ikke godt for nogen. Hjernen fungerer jo lidt som kroppen, så hvis du ikke bruger den, så forsvinder eksempelvis din evne ti at sammensætte sætninger eller huske bestemte ord. Det ville jeg gerne prøve at tackle, fortæller Strandbech om motivationen for sin forskning.

Telenoiden er ikke intelligent, men styres af et menneske, der sidder i et andet lokale. Fordelen ved at lade en person med demens tale med telenoiden fremfor et menneske er, at telenoiden sender færre signaler. Dette kan, ifølge Strandbech, muligvis betyde, at den demente lettere kan overskue og bearbejde interaktionen.

Strandbech har lavet et pilotstudie på plejecenteret Ådalscenteret i Rebild Kommune. Resultaterne af dette studie var særdeles positive, og viste øget social og verbal interaktion hos alle, der gennemførte forsøget. Flere personer begyndte at kunne tale om fortiden og huske ting, som de klinisk ellers ikke burde være i stand til.

Strandbech påpeger, at robotterne ikke skal erstatte den menneskelige interaktion. Telenoiden skal fungere som et redskab til plejepersonalet, som kan hjælpe med at øge livskvaliteten for personer med demens. Der indgår imidlertid en del ressourcer, da en medarbejder skal styre telenoiden, mens der også er en medarbejder til stede sammen med den demente for at hjælpe med interaktionen. Ifølge Strandbech, er det dog ressourcerne værd:

- Vi er lykkes med at genaktivere et uforløst socialt behov hos demente, og gjort dem mere socialt aktive. De taber det selvfølgelig igen, men i den periode har de fået større livskvalitet – det synes jeg er det hele værd.

Ph.d.-projektet er baseret på et samarbejde mellem Aalborg Universitets eLearning Lab, SOSU Nord Future Lab og Hiroshi Ishiguro Laboratories ved Advanced Telecommunications Research Institute International (ATR) i Nara, Japan.

Du kan læse mere om projektet og SOSU Nord Future Lab her

Du kan også læse mere om sociale robotter her

Kilde: KL og Teknologisk Institut