Odder Kommune styrker arbejdet med velfærdsteknologi og træder ind i CareNet
Med erfaringer fra digitale kurser, medicinteknologiske løsninger samt trænings- og forebyggelsesteknologier styrker Odder Kommune løbende arbejdet med velfærdsteknologi. Som nyt medlem af CareNet ønsker kommunen at hente ny inspiration, styrke de faglige fællesskaber og dele erfaringer med andre, der arbejder med fremtidens velfærdsteknologier.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Hvordan får man velfærdsteknologi til at skabe værdi i en hverdag, hvor både borgernes behov og medarbejdergruppen løbende ændrer sig?
Det spørgsmål fylder i Odder Kommune, som CareNet nu har fornøjelsen af at byde velkommen i netværket. Her arbejder de velfærdsteknologiske konsulenter Mie Christophersen og Rita Ernstsen med at afprøve og implementere løsninger, der kan understøtte både borgere og medarbejdere i praksis.
Behovet for at finde nye måder at løse opgaverne på er tydeligt. Kommunen oplever ifølge Mie Christophersen – som så mange andre – udfordringer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, og derfor spiller velfærdsteknologi en stadig vigtigere rolle i arbejdet med at fremtidssikre velfærden.
- Vi har talt om velfærdsteknologi i mange år, og der har også været skepsis og tilbageholdenhed. Men vi er nødt til at prioritere området. Udfordringen er, at vi implementerer i en meget omskiftelig verden. Vi kan eksempelvis tage en blesensor i brug hos en borger, som går bort 14 dage senere. Så kommer der en ny borger og måske andre medarbejdere, og arbejdet begynder på ny, indleder Mie Christophersen og fortsætter:
- Derfor er implementering noget, vi hele tiden skal følge op på. Samtidig er det afgørende, at de løsninger, vi vælger, er så enkle og intuitive som muligt. Hverdagen i plejen er travl, og teknologien skal være nem at forstå og bruge, hvis den skal skabe værdi for både borgere og medarbejdere.
Gode erfaringer giver mod på mere
Odder Kommune har allerede flere konkrete erfaringer at bygge videre på.
Det gælder blandt andet arbejdet med medicinteknologiske løsninger som Medido, trænings- og forebyggelsesteknologier som DigiRehab og DigiPrehab samt digitale kurser fra Helpii, som har været en stor succes på tværs af Sundhed & Omsorg, og som kommunen ønsker at anvende endnu bredere fremover.
Derudover er kommunen på vej med flere nye initiativer. Blandt andet arbejdes der med en snarlig afprøvning af blesensorer på kommunens plejehjem, hvor sensorteknologi skal understøtte en mere individuel og værdig inkontinenspleje. Derudover er kommunen i fuld gang med implementeringen af MyMedCards+ og Pondoo ruteplanlægning, ligesom der også arbejdes med nye muligheder inden for digital vagtplanlægning.
I Odder Kommune har man en intern kommunal pulje, der giver mulighed for at søge midler til afprøvning af digitalisering og velfærdsteknologi. Det skaber rum til at undersøge nye løsninger og vurdere, om de gør en tilstrækkelig forskel til at arbejde videre med dem.
For at understøtte udviklingen har Odder Kommune desuden styrket den organisatoriske indsats på området.
Kommunen har således ansat en medarbejder på det specialiserede socialområde med fokus på velfærdsteknologi, mens Mie Christophersen nu arbejder fuld tid med velfærdsteknologi i Sundhed & Omsorg. Selvom den organisatoriske forankring er placeret i Sundhed & Omsorg, vil Mie fortsat have fokus på samarbejde og udvikling på tværs af kommunens øvrige områder for at sikre, at velfærdsteknologiske løsninger tænkes helhedsorienteret og skaber værdi på tværs af organisationen.
- En delt stilling mellem flere områder har bestemt sine fordele, men det kan også være udfordrende at skulle navigere mellem flere ledere og forskellige prioriteringer. Derfor har jeg ønsket at være forankret ét sted. Sammen med den ekstra medarbejder giver det os bedre forudsætninger for at fastholde fokus på velfærdsteknologien og følge implementeringen tæt i hverdagen, fortæller Mie Christophersen.
Tættere på ny viden og faglige fællesskaber
Med medlemskabet af CareNet ønsker Odder Kommune at få bedre mulighed for at hente inspiration til det videre arbejde. Mie Christophersen har allerede fulgt netværkets aktiviteter og ser frem til at kunne deltage i flere arrangementer med relevans for den kommunale hverdag.
- Jeg får meget ud af at følge med i CareNet, fordi jeg hurtigt får ny viden om, hvad der rører sig på området. Der har også været mange arrangementer, jeg gerne ville deltage i, men hvor prisen har været en barriere, fordi vi ikke var medlem. Nu glæder jeg mig til at bruge netværket mere og deltage i arrangementer, der tager fat i de spørgsmål, vi arbejder med i kommunen, fortæller hun.
Hos CareNet glæder netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz sig over at byde Odder Kommune velkommen:
- Odder Kommune sætter ord på en udfordring, som mange kommuner vil kunne genkende: Hvordan holder vi fast i de gode løsninger, når hverdagen hele tiden forandrer sig? Netop derfor er det værdifuldt at mødes i et netværk som CareNet og dele både det, der lykkes, og det, der er svært. Odder kommer med konkrete erfaringer og en nysgerrighed på at komme videre, som vi glæder os til at bringe i spil i netværket. Vi skal gøre det lettere at lære af hinanden, så den enkelte kommune står stærkere i arbejdet med at få teknologien til at fungere for borgere og medarbejdere.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

