Aarhus, Hillerød og Københavns Kommune er blevet tildelt et tilskud på 3 millioner kroner fra CO-PI til at gennemføre et innovationspartnerskab. Målet er – sammen med private virksomheder – at udvikle nye løsninger til borgere med inkontinens.
Inkontinens er en udbredt udfordring i plejesektoren.
Omkring 70 procent af beboerne i plejeboliger i Danmark lever i dag med inkontinens tæt inde på livet, og dermed er det et område, hvor potentialet er stort.
Det gælder både når det kommer til at skabe øget livskvalitet for den enkelte, men også når det kommer til at frigøre arbejdskraft, som i stedet kan bruges på andre vigtige opgaver i plejen, og når det kommer til plejepersonalets arbejdsmiljø.
3 millioner kroner i støtte
Derfor har Aarhus, Hillerød og Københavns Kommune nu stukket hovederne sammen i jagt på at finde nye løsninger på området i tæt samarbejde med private virksomheder.
Det skriver Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) i en pressemeddelelse.
Initiativet modtager støtte fra netop CO-PI, som bidrager med et tilskud på 3 millioner kroner til at gennemføre et innovationspartnerskabsudbud på området. Det er en særlig udbudsform, hvor udvikling og indkøb af nye løsninger bliver tænkt sammen fra start.
Det betyder med andre ord, at leverandører kan byde ind på både udvikling og levering, mens kommunerne hjælper til at beskrive behovet, ikke løsningen, hvilket giver leverandørerne frihed til at tænke nyt. Samtidig kan flere forskellige løsninger konkurrere med hinanden undervejs.
Tanken er, at formen skal give mere plads til innovation og gøre det lettere at få nye teknologier i brug.
Rækker ud over de tre kommuner
Målet med innovationspartnerskabet er, at de tre kommuner – Aarhus, København og Hillerød – i sidste ende skal få værdifulde løsninger ud af anstrengelserne, som kan gøre en forskel for både borgerne og personalet.
Men det stopper ikke der – projektet rækker nemlig ud over de kommunale grænser. Projektet er således tilrettelagt, så andre kommuner også kan følge med og få mulighed for at tilslutte sig via en option på det kommende udbud.
På den måde kan erfaringerne og teknologierne spredes videre og komme endnu flere borgere og medarbejdere til gavn. Med andre ord handler det om helheden: Ikke kun udvikling, men også indkøb og skalering på tværs af kommuner. Og det er ifølge Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI, helt afgørende for at skabe reel forandring:
- Projektet er et af få eksempler på, at indkøb, innovation og skala er tænkt sammen fra start. Alt for ofte har innovation på velfærdsteknologiområdet været små pilotprojekter, som, selv hvis de er vellykkede, ikke er blevet implementeret og købt ind i stor skala, fortæller han til CO-PI.dk og fortsætter:
- Samtidig sikrer vi endnu mere skala ved at tilbyde andre kommuner option på det udbud, som de tre kommuner ender med at lave. CO-PI glæder sig til at spille en aktiv rolle i, at andre kommuner kan få del i det pionerprojekt, som København, Aarhus og Hillerød nu sætter i gang.
De tre kommuner og CO-PI mødes til et opstartsmøde i juni 2025, og forventningen er, at kommunerne offentliggør et udbud i foråret 2026.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.