Teknologiudvikling med udgangspunkt i børnene: Ny robot skal skabe tryghed for børn med autisme
I et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet har pædagoger i specialbørnehaven Birken været med til at udvikle en robot, der kan støtte børn med autisme i hverdagen.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Hvordan udvikler man en robot, der ikke bare fungerer teknisk, men som faktisk giver mening i børn med autismes hverdag?
Det spørgsmål er centralt i et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet, hvor forskere og pædagoger i specialbørnehaven Birken i Vodskov sammen udvikler og afprøver robotten QTrobot. Målet er at skabe en teknologisk løsning, der kan understøtte børn med autisme i deres udvikling og hverdag – med udgangspunkt i de behov, der findes i praksis.
I projektet er pædagogerne ikke blot slutbrugere af en færdig teknologi – tværtimod. De er aktive medudviklere og bidrager med deres erfaringer fra den pædagogiske hverdag. Gennem en såkaldt co-design-proces bliver robotten løbende tilpasset, så dens funktioner matcher børnenes og fagpersonalets behov.
- Pædagogerne ved præcis, hvad børnene har brug for – og det er deres input, der styrer, hvordan vi programmerer robotten. Teknologien skal tilpasse sig praksis, ikke omvendt, siger Anders Kalsgaard Møller, forsker ved Aalborg Universitet og en af lederne af projektet i en pressemeddelelse.
Fra teknologi til pædagogisk værktøj
QTrobot skal ikke erstatte pædagogernes arbejde, men fungere som et ekstra redskab, der kan understøtte børnene i situationer, hvor teknologi kan skabe nye muligheder for læring og udvikling.
Robotten skal blandt andet bruges til at træne sprog, understøtte børnenes forståelse og spejling af følelser samt styrke sociale kompetencer. Det kan eksempelvis være gennem øvelser, hvor børnene lærer at udtrykke deres behov eller øver sig i sociale samspil.
Udviklingen af QTrobot bygger videre på erfaringerne fra et tidligere projekt om udvikling af demenssikringsteknologier. Her blev borgere med demens, pårørende, fagprofessionelle og relevante organisationer inddraget tidligt i processen for at sikre, at løsningerne tog højde for både praktiske behov og menneskelige hensyn.
Projektet førte til teknologier, der i dag anvendes i både private hjem og på plejehjem for at øge trygheden for mennesker med demens.
- Ved at vi inddrog borgere med demens og deres pårørende tidligt i udviklingen af løsningerne, fik vi ikke bare viden, der kan være med til at forbedre teknologi. Det gav også løsninger, der respekterer menneskers behov og værdighed, siger Anders Kalsgaard Møller.
Det er heri værdien af co-design findes – ikke bare som metode, men som en tilgang, der sikrer, at velfærdsteknologi bliver meningsfuld, anvendelig og forankret i virkeligheden. Derfor er samspillet mellem teknologi og faglighed afgørende, når nye velfærdsteknologiske løsninger skal finde vej ind ud i virkeligheden.
Næste skridt – fra børnehave til skole
QTrobot har gennem det seneste halve år været afprøvet i specialbørnehaven Birken, og samarbejdet mellem forskere og pædagoger fortsætter efter sommerferien.
Her skal erfaringerne fra projektet bruges til at videreudvikle robotten og undersøge, hvordan teknologien kan understøtte børn med autisme i nye sammenhænge.
Et særligt fokus bliver i den forbindelse overgangen fra børnehave til skole – en periode, der kan være præget af store forandringer for børnene. Her skal det blandt andet undersøges, om robotten kan bidrage til øget tryghed, genkendelighed og kontinuitet.
Fakta:
Projektet: QTRobot-projektet i specialbørnehaven Birken er et samarbejde mellem Xlab Design, Learning and Innovation, HRI lab og UCN.
Projektet er indtil videre forløbet over knap et år og har involveret pædagoger, ledelse og børn fra Specialbørnehaven Birken i Vodskov.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

