Nyheder

9

.

November

2026

Sønderborg vil kombinere pleje og teknologi, så flere kan blive boende hjemme

Skærmbesøg, sensorer og rehabilitering skal indgå i en samlet indsats for borgere med omfattende plejebehov. Sønderborg Kommune vil undersøge, hvordan flere kan få den nødvendige støtte og tryghed i eget hjem.

Af: Malthe Bendix Søgaard

I Sønderborg Kommune har Social-, Senior- og Handicapudvalget godkendt prøvehandlingen Længst muligt i eget hjem.  

Her skal omsorg, rehabilitering og velfærdsteknologi understøtte borgere, som ønsker at blive boende hjemme trods omfattende plejebehov.

Indsatsen løber over tre måneder i ét hjemme- og sygeplejedistrikt. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune.

For udvalgsformand Stefan Lydal handler det om at skabe den nødvendige tryghed omkring borgerens ønske om at blive hjemme:

- Når helbredet svækkes, skaber det ofte utryghed og bekymring – både hos borgeren og de pårørende. Vores vigtigste opgave er at skabe den tryghed, der gør, at flere kan blive boende i eget hjem, hvis de ønsker det, fortæller han og fortsætter:

- At kunne blive boende i eget hjem har stor betydning for mange ældres livskvalitet. Ved at kombinere en skræddersyet støtte med velfærdsteknologi giver vi den enkelte mulighed for at leve et selvstændigt og trygt liv i vante rammer – også de borgere, som ellers ville have haft behov for en plejehjems- eller korttidsplads, siger han i pressemeddelelsen.

Borgerens hverdag er udgangspunktet

Målgruppen omfatter både borgere, som pludselig har fået en funktionsnedsættelse og har brug for hurtig og målrettet genoptræning, og borgere med omfattende fysiske eller kognitive udfordringer.

Hvert forløb starter med en samtale hjemme hos borgeren sammen med de pårørende. Her skal borgerens ønsker, behov og oplevelser være med til at forme indsatsen. Samtalen omfatter derfor også daglige rutiner, sociale relationer og det, der giver tryghed og livskvalitet i hverdagen.

Skærmbesøg og sensorer skal supplere plejen

Velfærdsteknologien indgår som et supplement til den menneskelige pleje. Det kan eksempelvis være sensorer, som understøtter hurtig hjælp ved fald, eller skærmbesøg, hvor borgeren får støtte til at tage medicin og udføre andre hverdagsrutiner.

Udvalgets næstformand, Vivi Brit Nielsen, fremhæver balancen mellem teknologi og omsorg:

- For borgeren handler det om at bevare sin frihed og tryghed i hverdagen. Velfærdsteknologi som tryghedssensorer og skærmbesøg kan aldrig erstatte den menneskelige omsorg, men det kan give en langt større selvstændighed. Erfaringerne fra prøvehandlingen skal vise os, hvordan vi skaber de bedste rammer for, at vores borgere kan leve et godt og selvstændigt liv i eget hjem så længe som muligt, siger hun i pressemeddelelsen.

Erfaringerne skal vise, om den samlede indsats kan styrke borgernes livskvalitet og selvbestemmelse. Når de tre måneder er gået, evalueres resultaterne, før kommunen tager stilling til en eventuel videreførelse.

Sønderborg Kommune er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.