Nyheder

10

.

juni

2025

Regeringen, KL og Danske Regioner: AI skal frigøre 50 millioner timer i den offentlige sektor

Malthe Bendix Søgaard

Den danske regering, KL og Danske Regioner har ambitioner om, at kunstig intelligens i fremtiden skal skabe mere tid til det vigtige i den offentlige sektor. Nu skal kendte barrierer ryddes af vejen, og AI skal bruges i stor skala. 

En velfungerende offentlig sektor er grundstenen i det danske velfærdssamfund.

Sådan lyder det indledningsvist i en publikation fra den Digitale Taskforce for kunstig intelligens, som er nedsat af Regeringen, KL og Danske Regioner.

Målet er, at Taskforcen skal flytte hegnspæle for den offentlige opgaveløsning og bruge teknologien til at frigøre ressourcer, øge effektiviteten og kvaliteten i den offentlige sektor. Blandt andet på de områder, hvor der i fremtiden vil være øget behov for arbejdskraft.  

Kunstig intelligens skal med andre ord være et centralt virkemiddel i at sikre, at vi i den offentlige sektor i Danmark også i fremtiden har tid til det vigtige – nemlig de borgernære opgaver.

50 millioner timer

Regeringen, KL og Danske Regioner har en fælles ambition om, at udrulning af kunstig intelligens hos offentlige myndigheder skal frigøre tid.

Og der er ikke tale om små tal – tværtimod. Således er ambitionen, at kunstig intelligens skal frigøre mindst 50 millioner timer – svarende til mindst 30.000 årsværk – på tværs af den offentlige sektor frem mod 2035. Det er desuden også målet, at en væsentlig andel heraf er indfriet allerede i 2030. 

- Kunstig intelligens skal være med til at sikre fremtidens offentlige sektor. Der skal skabes mere tid til nærvær, omsorg og relationer. Det kræver ambitiøse mål. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i fællesskab er blevet enige om, at vi frem mod 2035 skal frigøre ressourcer, så der kan blive mere tid til de vigtige og nære opgaver. Vi skal turde at gå forrest i et hastigt tempo, når det gælder om at implementere løsninger, der virker og øger effektiviteten, lyder det fra digitaliseringsminister, Caroline Stage

De frigjorte ressourcer vil skulle anvendes der, hvor de giver mest mulig værdi. I publikationen fremhæves blandt andet sundheds- og ældreområdet, hvor der både er mangel på arbejdskraft og rekrutteringsudfordringer, mens andelen af ældre og plejekrævende borgere vokser.

”På blandt andet sundheds- og ældreområdet fylder administrative opgaver såsom dokumentation og planlægning meget i det daglige arbejde. Ved at bruge kunstig intelligens til at automatisere dokumentationsopgaverne kan sundhedspersonale i sundhedsvæsnet og ældreplejen få mere tid til nærvær," - lyder det i publikationen.

Tages hånd om barrierer

For at udbredelsen af kunstig intelligens i stor skala i den offentlige sektor skal ske med succes, skal der tages hånd om de barrierer, der i dag udfordrer ibrugtagningen og skalering.

Her fremhæves blandt andet uklare eller utidssvarende juridiske rammer.  

Derfor vil forudsætningsskabende indsatser være en central prioritet for Taskforcen, påpeges det i publikationen – ligesom både borgere og virksomheder skal opleve, at interaktionen med den offentlige sektor bliver nemmere i fremtiden.

- Kunstig intelligens skal frigive tid til det, der gør en forskel tæt på borgerne. Det er især vigtigt, fordi vi mangler arbejdskraft, og her kan kunstig intelligens netop sikre kvalitet for både borgere og ansatte. Men vi lykkes kun, hvis vi samtidig får ryddet op i de uklare og utidssvarende juridiske rammer, der står i vejen for at bruge kunstig intelligens i stor skala. Det er derfor positivt, at Taskforcens mål også handler om at skabe bedre rammer for brug af kunstig intelligens, så ambitioner og forudsætninger følges ad, lyder det fra Martin Damm, som er formand for KL. Han suppleres af formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau:  

- Vi skal bruge kunstig intelligens dér, hvor det bidrager med kvalitet for patienterne, og samtidig aflaster vores ofte pressede medarbejdere. Vi har allerede gode erfaringer: AI bidrager fx til hurtigere analyser af røntgenbilleder og præcis strålebehandling. I Taskforcen vil vi bidrage til at få tilpasset lovgivningen, så vi får fjernet barrierer, der kan spænde ben for udbredelsen. På dén måde kan vi frem mod 2035 bruge flere gode AI-løsninger, dér hvor det giver mening.  

Målbilledet er udviklet med afsæt i Taskforcens kommissorium og med henblik på at sætte en strategisk retning og vise ambitionsniveauet for Taskforcens arbejde i de kommende år. Taskforcen er et fællesoffentligt samarbejde på tværs af staten, KL og Danske Regioner, og er foreløbigt nedsat frem til udgangen af 2027. 

Du kan læse hele publikationen fra Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor her

Taskforcens vision for 2030:

Gennem anvendelse af kunstig intelligens får medarbejdere, borgere og virksomheder frigjort mere tid til det vigtige.

Målsætninger:

1. En effektiv og innovativ offentlig sektor: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering sikrer, at ressourcerne anvendes der, hvor de giver mest værdi, samt at der løbende udvikles nye løsninger og services. Det skal frigøre ressourcer bl.a. der, hvor der mangler arbejdskraft.

2. Skræddersyet og nem interaktion med offentlige myndigheder: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering gør borgere og virksomheders møde med den offentlige sektor nemmere, mere enkelt og mere personligt.

3. Forstærket faglighed og kerneopgaven i fokus: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering forstærker de offentlige ansattes faglighed og understøtter, at de har mere tid til bl.a. borger- og virksomhedsrettede opgaver.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.