Nyheder

28

.

May

2025

Og vinderen er… Dansk velfærdsteknologi sejrer i Sverige

Foto af:
DigitalWell Awards 2025
Afspil ikon

CareNet-medlemmet Aquatime har fået international anerkendelse, eftersom virksomheden netop har vundet en pris for Data og digital teknik ved den svenske prisuddeling DigitalWell Awards 2025.

Fra startup til international prisvinder på under fem år.

CareNet kunne forleden fortælle historien om Aquatime og virksomhedens lynrejse fra blot at være en idé til at være en veletableret virksomhed med internationale perspektiver.

Virksomheden, som så dagens lys i 2020 og som til en start blandt andet er blevet hjulpet på vej af Danish.Care’s startup-program, CareTech Challenge, har nemlig netop vundet en pris i Sverige kaldet DigitalWell Awards 2025.

Prisen uddeles hvert år til fire forskellige virksomheder, som hver især har udmærket sig inden for digital sundhedsinnovation. Og i år kan Aquatime – som den eneste ikke-svenske virksomhed – kalde sig vinder af prisen.

Data og digital teknik

Aquatime kunne ved prisuddelingen lade sig hylde som vinder inden for kategorien ’Data og digital teknik.

Kim Toft Madsen, direktør i Aquatime, var naturligvis fløjet ind fra København for at deltage i prisuddelingen. Og der var stor glæde at spore hos ham på bagkant af prisuddelingen:

- Jeg er så stolt – ikke på mine vegne, men på vegne af alle de medarbejdere, der har været involveret i at udvikle denne løsning. Og ikke mindst de kunder, der har taget glasset til sig og giver os feedback på den værdi, det bringer – både for ældre og for sundhedspersonale, fortæller han på DigitalWell Awards 2025’s kanaler.

Efter fem års arbejde er drikkeglasset fra Aquatime, der forebygger dehydrering hos ældre, nået ud til omkring 20 procent af de danske kommuner - og arbejdet med at etablere løsningen på det svenske marked er netop begyndt. Her er det den svenske afdeling af Abena, der arbejder på sagen, da Abena-koncernen overtog majoriteten af Aquatime tilbage i sommeren 2023. 

- Abena Sverige er allerede godt i gang med lanceringen af Aquatime i Sverige, så timingen med modtagelsen af denne pris er fantastisk god for os. Fremover vil vi nok også være mere observante efter tilsvarende prisuddelinger i de andre lande, som vi er på vej ind i. Fordelene for os er, at Aquatime-løsningen er nem at forstå, hurtig at implementere og alle kan se, at Aquatime kan skabe værdi for både de ældre og plejesektoren, fortæller Kim Toft Madsen til CareNet og fortsætter:

- Det er mega stort for Aquatime, at vi har vundet denne pris. Det er dejligt, at man uden for Danmarks grænser anerkender de tiltag, vi gør med Aquatime, for at være med til at sikre, at de ældre drikker nok, og at plejepersonalet sparer tid på dokumentation. Jeg tænker også, at vi generelt i Danmark kan være stolte af, at resultatet af Danmarks første innovationspartnerskabsprojekt vinder denne pris.

Aquatime er medlem af CareNet

I nomineringen af Aquatime ved DigitalWell Awards 2025, lød det:

”Kim Toft Madsen, administrerende direktør og grundlægger, har med Aquatime udviklet et smart drikkeglas, der måler væskeindtag. Glasset genkender drikkebevægelser i stedet for hældebevægelser og stimulerer ældre mennesker til at drikke. Drikkedata sendes trådløst i realtid, så sundhedspersonale kan følge op på resultaterne og foretage målrettede interventioner. Alt foregår digitalt, og glasset kræver derfor ingen teknisk installation. Løsningen forebygger dehydrering, hospitalsindlæggelser og giver tryghed i ældreplejen. Aquatime er et innovativt og konkret eksempel på, hvordan IoT og data kan bidrage til at skabe bedre sundhed i hverdagen.”

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.