Nyheder

4

.

December

2025

Nyt CareNet-medlem vil skabe læseglæde – uden brug af skærm

Det er med stor glæde, at CareNet nu kan byde velkommen til TUK – Lad bøgerne tale, som har gjort det til sin opgave at skabe læseglæde hos børn.

Af: Malthe Bendix Søgaard

Der var engang en mand. Han hed Kasper Engstrøm Lyhne – det hedder han i øvrigt stadig.

Som så mange andre mænd omkring de 30-40 år havde Kasper små børn. Hans søn, Sander, var kommet i skolealderen. Læringsrejsen blev skudt i gang, men ikke uden bump på vejen. Læring er nemlig ikke altid så let.

En helt konkret udfordring opstod for Kasper og sønnen Sander. Sander skulle nemlig lære at læse, og Kasper skulle selvfølgelig hjælpe ham på vej. Men Sander var ikke meget for det. Han manglede motivationen, og derfor måtte hans far tænke i kreative baner.

Sådan blev TUK til. Inspireret af sine gamle lyt og læs-bånd, som desværre var blevet kasseret, bestemte Kasper sig for at udvikle sin egen tidssvarende version af lyt og læs-båndene.

En løsning på en udfordring

Ovenstående er et bud på, hvordan indledningen på læringseventyret om CEO hos TUK, Kasper Engstrøm Lyhne, og hans søn, Sander, kunne lyde.

TUK forbinder lydbøger og trykte bøger, hvilket gør det lettere tilgængeligt for alle børn at åbne litteraturens underfundige univers – og give plads til fordybelse og fantasi, til hyggelige stunder og fantastiske læseoplevelser.

- Jeg manglede en ny måde at gøre læsningen sjov og motiverende på. Som tech-interesseret var det oplagt for mig, at det var teknologien, der skulle hjælpe de gode læseoplevelser på vej, samtidig med at papirbogen stadig skulle spille en hovedrolle, fortæller Kasper Engstrøm Lyhne.

Og for at vende tilbage til sønnen, Sander, så bragte TUK-løsningen faktisk læselysten frem – i så høj grad at Sander ret hurtigt blev en ægte bogorm. Konceptet er ganske enkelt og består af både lydbøger og trykte bøger, som via TUK-teknologien spiller sammen, så brugeren både kan lytte og læse på samme tid – og på egen hånd.

Taler ind i nutidens udfordringer i folkeskolen

I løbet af efteråret 2025 fulgte mange danskere formentligt med på DR1, da dokumentaren, Skolens tabte børn, løb over skærmen i bedste sendetid.

I dokumentaren stilles der skarpt på, at flere og flere børn ender i ufrivilligt skolefravær af forskellige årsager. Derfor er en gruppe børn og forældre i dokumentaren gået sammen om at knække kurven, og man følger dem i bestræbelserne gennem et skoleår, hvor de åbner op for de store konsekvenser, det har for hele familien.

Netop dette taler TUK ind i, da blandt andet læseglæde og -lyst kan være en faktor blandt flere, når det kommer til glæden ved at gå i skole.  

- TUK er skabt med målet om at skabe læseglæde hos alle børn og unge. Løsningen er som sådan ikke skabt for at forsøge at afhjælpe eller forebygge skolevægring, men alligevel kan vi ikke komme udenom, at løsningen da kan have en potentiel effekt her også. Og det er da glædeligt, hvis TUK kan gøre en forskel på området, lyder det fra Kasper Engstrøm Lyhne, som fortsætter:

- Om det skyldes manglende motivation, ordblindhed eller noget helt tredje eller fjerde er i grunden ikke så vigtigt. Det vigtige er bare, at TUK kan være med til at give alle læseglæde og -lyst fra starten af. Derfor er vi også til stede på bibliotekerne og forsøger at arbejde tæt sammen med de danske folkeskoler.

Konceptet fungerer således, at TUK sender testkasser ud, så folkeskoleklasserne kan prøve TUK af på egen hånd i tre måneder, inden man vælger at investere TUK er et fast tilbud på skoler over hele landet og har i skrivende stund 20 testkasser i brug på forskellige danske folkeskoler. 

- Det går fremad for TUK som virksomhed. Først fokuserede vi på det private marked, men har nu fået øjnene op for den direkte kontakt til folkeskolerne. Vi er stadig en ung virksomhed og tester vandene rundt omkring, og på den måde kan man sige, at vi stadig er der, hvor vi er i gang med at smøre motoren, inden vi for alvor kan trykke på skalér-knappen, fortæller Kasper Engstrøm Lyhne.

Ser frem til et tættere samarbejde

Hos TUK er der stor glæde over det nytegnede medlemskab hos CareNet. Medlemskabet skal blandt andet bruges til at få nye kontakter, sparring med relevante personer i og udenfor branchen og en styrket kendskabsgrad.

- Vi er rigtig glade for vores nye medlemskab hos CareNet. Første gang vi stiftede bekendtskab med netværket var ved en temadag i Aarhus om børn og unge tilbage i august måned, hvor vi fik en række nye kontakter. Det gav os smag på mere, hvorfor et medlemskab giver rigtig god mening for os.

- Som ung virksomhed arbejder vi stadig hårdt på for alvor at bryde lydmuren – i særdeleshed på skoleområdet, som er vores primære målgruppe. Derfor søger vi også erfaringer vidt og bredt, og det er blandt andet det, vi ønsker at gøre gennem CareNet. Netværket giver os mulighed for at møde og sparre med ligesindede – for eksempel om at komme ind på et nyt marked, funding, kontakter, som man kan sparre med i branchen, og startup-livet i en bredere forstand. Og så vil vi rigtig gerne vise vores løsning frem, hvilket de mange temadage i CareNet giver gode muligheder for. Vi glæder os.

Også hos netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, er der stor glæde over, at TUK har valgt at melde sig ind i CareNet. Han ser gode muligheder for et godt og udbytterigt samarbejde.

- TUK er en ung virksomhed, som stadig er i starten af sin innovationsrejse. Men allerede nu har TUK fået skabt gode og interessante produkter, som i høj grad kan være med til at gøre en forskel for børn og unge. Temaer som den danske folkeskole og skolevægring har været en hel del på mediefladen i løbet af året, og her taler TUK jo direkte ind med sine løsninger, der kan være med til at styrke læseglæden hos børn, fortæller han og fortsætter:

- Vi havde god succes med en temadag i efteråret, som havde fokus på velfærdsteknologi til børn og unge, og derfor arbejder vi også i kulissen på at se ind i en dag med fokus på velfærdsteknologi til skoleområdet – blandt andet med mål om at forebygge og afhjælpe skolevægring. Her vil TUK helt sikkert skulle med. Og hvem ved… Måske produkterne også kan gøre en forskel for andre segmenter, som er samlet her i netværket. Det må tiden vise. Jeg glæder mig til samarbejdet og til at introducere TUK for resten af netværket.

Læs mere om TUK – Lad bøgerne tale her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.