Ny jubilæumsudstilling i Aarhus sætter spot på velfærdsteknologi, der skaber livskvalitet
I nu ti år har man kunnet gå på opdagelse i velfærdsteknologiens verden på DokkX i Aarhus. Nu markeres jubilæet med udstillingen “Taknemmelig Teknologi”, der viser, hvordan teknologi kan understøtte et godt og selvstændigt liv.
Ti år er gået…
Siden 2016 har DokkX i Aarhus været et særligt samlingspunkt for velfærdsteknologi - et sted, hvor aarhusianere, fagpersoner, virksomheder og andre med interesse for velfærdsteknologi har kunnet mødes om løsninger, der gør hverdagen lettere og mere selvstændig.
Og med nu ti år på bagen er der dømt jubilæumsfejring – og hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at åbne en ny jubilæumsudstilling under navnet “Taknemmelig Teknologi”.
På Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommunes hjemmeside lyder det, at ”udstillingen hylder de mange teknologier og hjælpemidler, der understøtter livskvalitet på tværs af alder, funktionsevne og livssituation.” Det oplyses, at besøgende kan gå på opdagelse i et hjem fyldt med konkrete løsninger, prøve teknologierne selv og opleve, hvordan de bidrager til tryghed, trivsel og selvstændighed.
Velfærdsteknologi er ikke et valg
Siden åbningen i 2016 har DokkX udviklet sig til et centralt udstillings- og innovationsrum for velfærdsteknologi.
Her har besøgende kunnet få gratis inspiration og vejledning, mens samarbejder mellem kommune, virksomheder og vidensinstitutioner er med til at forme fremtidens løsninger. Og det er der brug for – også i fremtiden, påpeger Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Metin Lindved Aydin, som i samme forbindelse understreger betydningen af at være i front på området:
- Hvis vi skal sikre en værdig og bæredygtig ældrepleje i fremtiden, er velfærdsteknologi ikke et valg. Det er en nødvendighed. I Aarhus har vi en ambition om at være blandt de førende, og DokkX spiller en helt central rolle i at bringe teknologien tæt på både borgere og medarbejdere.
10 år med teknologisk udvikling
Gennem det seneste årti har DokkX løbende skiftet tema og fulgt udviklingen inden for velfærdsteknologi. Fra de første introduktioner af digitale hjælpemidler til nutidens mere integrerede og brugervenlige løsninger.
- De sidste ti år har vi set en enorm modning af velfærdsteknologien. Hvor teknologier tidligere ofte var enkeltstående løsninger, arbejder vi i dag med helheder, hvor teknologi, data og menneskelige behov spiller tæt sammen. DokkX har været med til at afmystificere teknologier og gøre dem tilgængelige for både borgere og fagprofessionelle, fortæller velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune, Ivan Kjær Lauridsen.
DokkX er ikke blot en udstilling, men også et levende test- og udviklingsmiljø. Her kan besøgende få konkret rådgivning om teknologiske løsninger til hverdagen, samtidig med at virksomheder, studerende og forskere samarbejder om at udvikle nye produkter. Formålet er både at styrke borgernes kompetencer til at anvende teknologi og at sikre, at Aarhus Kommune hele tiden er opdateret på udviklingen og efterspørgslen på området.
Jubilæumsudstillingen “Taknemmelig Teknologi” åbner i dag, torsdag den 26. marts 2026, og er åben for alle. Her kan gæster opleve teknologierne på egen krop, møde fagpersoner og få et indblik i, hvordan velfærdsteknologi allerede i dag er med til at skabe et mere selvstændigt, trygt og aktivt liv.
Aarhus Kommune er netværkspartner og medlem af CareNet
Fakta om DokkX
- Interaktiv udstilling med velfærdsteknologi og hjælpemidler
- Gratis og åben for alle
- Tilbyder rådgivning og vejledning om teknologiske løsninger
- Samarbejdsplatform for kommune, erhvervsliv og vidensinstitutioner
- Finansieret af Aarhus Kommune og drevet af den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

