Nyheder

13

.

May

2025

Mød Njord – uderum med mening

‍Njord er blandt deltagerne i CareTech Challenge med virksomhedens unikke uderum skabt til leg, læring, samvær og helende stunder.

Rejsen startede i 2016, og seks år senere var Njord klar til at træde ind på markedet.

I 2016 overtog Sif Renauld Orbesen virksomheden Orbesen Teknik. Det blev starten på en innovationsrejse og starten på søsterselskabet Njord, som i dag leverer løsninger til et helt andet kundesegment.

Orbesen Teknik er en familievirksomhed, der producerer automatiske vinduesåbnere til udluftning og ventilation i drivhuse – og det gør virksomheden fortsat den dag i dag. Søsterselskabet Njord blev til i 2020 og gik på markedet to år senere med virksomhedens innovative uderum, der tager afsæt i de klassiske drivhuse. Her er fokus dog på leg, læring, samvær og helende stunder.

Kundeundersøgelser og design thinking

Da Sif Renauld Orbesen overtog familievirksomheden, viste grundige undersøgelser af alt fra virksomheden produkt og kundesegment, at der ikke rigtigt var sket noget på markedet i 40 år.  

Derfor besluttede hun sig for at udfordre sig selv og den retning, virksomheden bevægede sig i.

- Jeg overtog familievirksomheden Orbesen Teknik, som havde stået lidt i stampe i mange år. Der var brug for at tænke nyt – og i et helt andet marked. Jeg udfordrede derfor både mig selv og virksomheden og kastede mig ud i noget helt nyt. Hvordan kunne vi skabe noget, som ikke bare ligner alt andet? Her var design thinking centralt, fortæller Sif Renauld Orbesen og fortsætter:

- Et tilfældigt møde med en designgruppe pegede mig i en ny retning, som dog fortsat var inden for det samme område – nemlig arbejdet med drivhuse. Dog ikke drivhuse i klassisk forstand, men drivhuse med et mere helende fokus. Det blev startskuddet på Njord – et uderum med en ny form, spændende visuelle virkemidler og med en skarp miljøprofil.

Tættere på naturen – skabt til forbindelse og fordybelse

Resultatet blev drivhuse formet som igloer – også kaldet domer. Domerne i sig selv er med til at skabe et nyt og anderledes uderum, men domeformen i sig selv er ikke ukendt. Det unikke i Njords produkter ligger i den stærke miljøprofil og de visuelle aspekter.

- Hos Njord har vi et udpræget fokus på det miljømæssige. Al produktion foregår i Danmark, og de mange farver, som kan kombineres i vores domer, er skabt af genanvendt akryl ved navn geencast. Det er noget af det, der har været vildt svært ved at skabe en løsning, som også på økonomien kan beskrives som bæredygtig, fortæller Sif Renauld Orbesen.

Med miljøet for øje har Njord formået at skabe en løsning, der kan skabe værdi for rigtig mange mennesker. Og det har været det allervigtigste fokus i hele processen.

- Udefra set kunne vores løsning godt ligne et slags kunstværk – og det er faktisk også meningen. Selv domeformen har nogle aspekter af naturgenkendelse, farverne aktiverer sanserne – og så er et hele jo placeret udenfor. Løsningen indbyder både til leg og læring og henvender sig derfor til børn, unge og uddannelsesinstitutioner. Og så er der også hele healthcare- og terapi-segmentet, hvor Njord kan fungere som et regenerende rum tæt på naturen, fortæller Sif Renauld Orbesen og fortsætter:

- Det vigtige i den forbindelse er, at vores domer faktisk kan designes til den enkelte kunde og dennes behov. Nogen har brug for et energigivende rum, andre har brug for et afdæmpende rum – og det kan farverne være med til at skabe. Essensen er, at lys, luft og natur er godt for både krop og sind, og det får man med vores løsning. Det kan være et samtalerum til terapeutiske forløb, et rum til naturterapi eller til behandlinger, mødelokaler for fagpersonale i et mere uformelt og roligt miljø, et fristed med plads til regenerative pauser for borgere på eksempelvis bosteder eller plejehjem – eller for personalet. Det er i princippet kun fantasien, der sætter grænserne.

Oplever stor værdi ved deltagelse i CareTech Challenge

Hos Njord har CareTech Challenge-forløbet været et vigtigt skridt i den rigtige retning i forhold til at træde ind på markedet for velfærdsteknologi og hjælpemidler.

- Njord har allerede fået rigtigt meget ud af at deltage i CareTech Challenge. Vi blev optaget i forløbet i oktober måned, og siden da har der bare været gang i den. Jeg har løbende været i tæt dialog med sparringspartnerne i forløbet, og det har været medvirkende til, at vi har fået sat en mere klar vinkel på vores produkt, fortæller Sif Renauld Orbesen og fortsætter:

- Vi var blandt andet med på Health & Rehab-messen i København, hvor vi mødte mange mennesker med interesse for vores løsning. Det har bibragt en masse gode og konstruktive dialoger med blandt andet kommuner, som vi fortsat håber bringer mere med sig. Og så har CareTech Challenge-forløbet også været med til at sikre, at vi er konstant underrettet om, hvad der sker i branchen for velfærdsteknologi og hjælpemidler.  

Læs mere om Njord her

Hvad er CareTech Challenge?

Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi står – i samarbejde med en række partnere – bag CareTech Challenge, som er et iværksætter- og innovationsprogrammet for startupvirksomheder.

Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet løbende præsenterer de startup-virksomheder, som er en del af CareTech Challenge.

Læs mere om CareTech Challenge her  

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.