Færre borgere modtager plejeydelser, lavere sygefravær blandt medarbejderne og mindre udskiftning i personalet er blandt de lovende resultater i Ikast-Brande Kommune.
Det startede i 2021, gik i fuld drift i 2024 og nu begynder man for alvor at høste frugterne i Ikast-Brande Kommune.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Her fremgår det, at ’erantis’, som er Ikast-Brande Kommunes organisering af borgernære teams i hjemme- og sygeplejen, både skaber mere nærvær for borgerne og mindre fravær for personalet.
Et løft på flere parametre
Med ’erantis’ er hjemmeplejen og sygeplejen organiseret i mindre, selvstyrende og tværfaglige teams, som dækker faste geografiske områder.
Her tilrettelægger medarbejderne selv arbejdet og samarbejder tæt med både kolleger og borgeren for at finde de bedste løsninger. Måden at arbejde på er i tråd med intentionerne i den nye ældrelov, hvor helhedsorienteret og sammenhængende pleje er i fokus.
Og det er noget, der batter. En ny analyse viser nemlig tegn på forbedringer i hjemme- og sygeplejen i Ikast-Brande Kommune, siden ’erantis’ blev indført i 2021. Og det glæder formanden for Sundheds- og Ældreudvalget i Ikast-Brande Kommune, Henrik Engedahl, som er godt tilfreds med udviklingen:
- Alt tyder på, at ’erantis’ giver en bedre hjemmepleje og sygepleje. Vi kan se, at mange borgere møder færre forskellige medarbejdere, og at både sygefraværet og personaleudskiftningen er faldet. Samtidig styrker ’erantis’ samarbejdet mellem borger og hjemmepleje, og der sættes mere fokus på borgernes ønsker og behov, siger Henrik Engedahl (V).
Fra 24 til 18 procent
Analysen viser blandt andet, at der er sket et markant løft på rehabiliteringen af borgere i kommunen.
Et vigtigt element i ”erantis” er et øget fokus på rehabilitering. Alle borgere i kommunen får således et kort, målrettet træningsforløb via kommunen, inden der bevilliges hjemmehjælp.
Formålet er træningsforløbet skal hjælpe borgerne med at bevare eller genoptræne funktioner, så de kan klare sig selv længst muligt. Og her skaber ’erantis’ markante resultater, som er med til at styrke den enkeltes selvstændighed og uafhængighed, viser analysen.
Fra starten af 2022 til udgangen af 2024 er andelen af borgere over 80 år, der modtager hjemmepleje, således faldet fra 24,1 procent til 18,2 procent. Og det er afgørende med henblik på den fremtid, der venter på sundheds- og ældreområdet, mener Sundheds- og Ældrechef i kommunen, Kirsten Vinter Kofod Løgsted.
- Vi ser ind i en fremtid med flere ældre borgere, som har behov for hjælp, og færre personer på arbejdsmarkedet til at yde hjælpen. Derfor er det helt afgørende, at flere borgere bevarer eller genoptræner funktioner, så de kan klare mere selv. Derfor er jeg også rigtig glad for, at der er tegn på, at sygefraværet er faldet, og at vi har haft en mindre udskiftning i personalet. Det tyder på, at organiseringen virker. Det ser også ud til, at det medvirker til, at vi har fået mere uddannet personale – noget der er helt afgørende for at sikre kvaliteten, fortæller hun.
Læs mere om ’erantis’ på kommunens dertil indrettede hjemmeside til projektet her
Ikast-Brande Kommune er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.