Første kommune i Norden: Japanske faldgulve skal mindske skader i Nyborgs ældrepleje
Kan et gulv gøre en forskel, når en ældre borger falder? Det skal Nyborg Kommune teste i et nyt pilotprojekt, hvor to plejehjem afprøver japanske faldgulve. Målet er at begrænse skader og de konsekvenser, et fald kan få for borgerens hverdag.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Velfærdsteknologi kan også være en del af de fysiske rammer omkring plejen. I Nyborg Kommune bliver gulvet nu en del af indsatsen for at mindske følgerne af fald blandt ældre.
På Plejehjem Svanedammen og Plejehjem Vindinge Landsbycenter er der installeret særlige faldgulve, som skal dæmpe stødet, når en borger falder. Ifølge Nyborg Kommune er kommunen den første i Norden til at deltage i et pilotprojekt med den japanske løsning.
Fast under fødderne – støddæmpende ved fald
Gulvene er udviklet i Japan og har en fast overflade at gå på. Ved et fald skal materialet absorbere stødet og dermed reducere risikoen for, at borgeren kommer alvorligt til skade.
Et fald kan føre til knoglebrud, genoptræningsforløb og nedsat bevægelighed. Derfor er der et væsentligt potentiale i løsninger, som kan begrænse skaderne, når faldet sker. Og behovet er tydeligt på de to deltagende plejehjem. På Svanedammen er 25 af de 40 beboere faldet mindst én gang det seneste år. Det samme gælder for 31 af de 48 beboere på Vindinge Landsbycenter.
Afprøvningen omfatter desuden også faldmåtter i private hjem. Her placeres måtterne de steder, hvor borgerne hyppigst falde så løsningen målrettes de konkrete behov i hverdagen.
Erfaringerne skal kunne gavne flere
For sundheds- og ældrechef Solveig Christiansen handler deltagelsen om at afprøve teknologi, der kan gøre en konkret forskel for borgerne.
Hun fremhæver samtidig, at erfaringerne kan blive relevante for andre plejehjem:
- Det her er et reelt problem, som rigtig mange ældre oplever - det er voldsomt for den enkelte at falde og medfører alt for mange ture på skadestuen. Hvis vi kan afhjælpe det ved at lægge det her gulv og måtterne ud på strategiske steder – der, hvor borgerne oftest falder – så er det en kæmpe gevinst for alle, fortæller hun og fortsætter:
- Det vil også være en løsning, som kan komme mange andre plejehjem til gavn. Af den grund stiller vi gerne op som testkommune – for jeg synes faktisk også, vi skylder vores borgere at teste ny teknologi af og bruge det klogt, dér hvor det kan have en mærkbar effekt og gøre livet nemmere for nogen.
Udenlandske tests af løsningen peger på, at risikoen for brækkede knogler, hovedskader og andre skrammer mindskes markant med de nye gulve. Når det kommer til hovedskader, så er risikoen tre gange mindre ved brugen af det japanske faldgulv sammenlignet med et almindeligt gulv.
Nu skal løsningen afprøves i den lokale plejehverdag. Gulvene fra Will Group skal indgå i et seks måneder langt forsøg på de to plejehjem, hvorefter effekten skal evalueres.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

