Digital træning til flere: Ikast-Brande Kommune opnår stigning på 55 procent på bare ét år
I Ikast-Brande Kommune træner 73 procent af borgerne, der modtager hjælp på ældreområdet, med DigiRehab. Træning i eget hjem og medarbejdernes indsats har været med til at få flere med – og kommunen har nu modtaget Træning i Tide-prisen for andet år i træk.
Af: Malthe Bendix Søgaard
Fysisk træning fylder mere i ældreplejen i Ikast-Brande Kommune.
På ét år er antallet af borgere, der træner med DigiRehab, vokset fra 381 til 592. Det er en stigning på 55 procent og betyder, at næsten tre ud af fire borgere, der modtager hjælp på ældreområdet, deltager i træningen.
Også antallet af gennemførte træningspas er steget: Fra 10.082 til 14.379. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Træningen kommer hjem til borgerne
Kommunen fremhæver to forhold som væsentlige for udviklingen: Træningen foregår i borgernes egne hjem, og medarbejderne har gjort den til en del af det daglige arbejde.
Det giver flere mulighed for at deltage, fortæller Henrik Engedahl, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Ikast-Brande Kommune:
- Med Digi-Rehab er det rigtig glædeligt, at vi tilbyder træningen helt tæt på ude i borgernes hjem. Så kan langt de fleste være med og få mulighed for at genvinde eller opbygge kræfterne, siger Henrik Engedahl.
Ambitionen er, at alle relevante borgere får tilbudt træning mindst én gang om året. Indsatsen skal både hjælpe borgere med at genvinde tabte kræfter og forebygge, at behovet for hjælp vokser.
Målet er konkret: At bevare styrken til eksempelvis at komme op fra stolen, hente kaffe eller gå ud i haven.
Medarbejdernes indsats får anerkendelse
Den 19. oktober modtog Ikast-Brande Kommune Træning i Tide-prisen 2026 på DigiRehab Kongressen i Odense. Prisen anerkender en særlig indsats med fysisk træning, der understøtter ældre borgeres livskvalitet og selvstændighed.
For Karen Schmøkel, sektionsleder for Hjemmepleje og Sygepleje, er anerkendelsen især rettet mod medarbejderne:
- Vi er selvfølgelig utrolig stolte over at modtage prisen igen. Men det, jeg er allermest stolt af, er vores medarbejdere. De har virkelig taget træningen til sig og gjort den til en naturlig del af hverdagen. Det betyder, at vi når ud til langt flere borgere, som får mulighed for at bevare deres kræfter og klare mere selv. Og det er jo i virkeligheden det, det hele handler om, siger Karen Schmøkel.
Frigjort plejekapacitet og fokus på forebyggelse
Indsatsen har ifølge kommunen også betydning for ressourcerne i ældreplejen. Kommunens effektrapport viser, at den frigjorte plejekapacitet i 2024/25 svarede til op mod 23 medarbejdere.
Arbejdet fortsætter nu med at undersøge træningens betydning for borgernes behov for sygeplejeydelser. Samtidig samarbejder kommunen med DigiRehab om et nyt projekt, der skal forebygge fald blandt ældre.
Læs pressemeddelelsen fra Ikast-Brande Kommune her
Ikast-Brande Kommune og DigiRehab er medlemmer af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.





.png)

