Det er med stor glæde, at CareNet nu kan meddele, at Aarhus Kommune træder ind som ny partner i netværket.
Efter Danish.Cares overtagelse af CareNet – dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi omkring årsskiftet er der blevet arbejdet hårdt for at sætte en ny retning for netværket.
Startskuddet til dette lød, da der i januar måned blev indgået et partnerskab med Københavns Kommune, og nu – fire måneder efter – kan CareNet annoncere, at også Aarhus Kommune træder ind som partner i netværket.
Partnerskabskonstruktionen er ny for CareNet, der som netværk altid har været medlemsbaseret, og det ændrer de nye partnerskaber ikke på. Partnerskaberne er til for at sætte en mere tydelig faglig retning for netværket i samspil med en række ambitiøse nationale aktører på velfærdsteknologiområdet. Målet er, at vi alle på den måde får et endnu skarpere og værdiskabende netværk i fremtiden.
- Jeg er på CareNets vegne rigtig glad for det nye partnerskab med Aarhus Kommune. Vi har i forvejen arbejdet tæt sammen med Aarhus Kommune i rigtig mange år, hvor vi blandt andet har haft tradition for at lave konferencer og temadage sammen – og så er Aarhus Kommune også blandt de stiftende parter af CareNet i sin tid. Jeg ser det som et helt naturligt skridt, at Aarhus Kommune nu også er blevet CareNet-partner, fortæller netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz, som har store forhåbninger til, hvad partnerskabet bringer med sig:
- Dét, at vi nu har Aarhus Kommune med ombord som partner, giver en ny dynamik i netværket. Både Aarhus- og Københavns Kommuner er blandt de ambitiøse af slagsen, når det kommer til sundheds- og velfærdsteknologi, og jeg glæder mig til, at vi sammen kan være med til at sætte en tydelig retning for netværket, til inspiration for kommuner og aktører på tværs af landet.
Flere nye tiltag på vej
Det nye partnerskab mellem CareNet og Aarhus Kommune bringer igen nye perspektiver med sig – ligesom det gjorde, da Københavns Kommune trådte ind som partner.
CareNets hovedformål, som er at skabe samspil og synergi mellem aftagere og aktører på sundheds- og velfærdsteknologiområdet, vil forblive det samme. Men med to nye partnere med ombord vil der samtidig blive sat en ny retning, og her vil partnerne være med omkring bordet.
- Vi vil naturligvis sikre, at CareNet forbliver et relevant netværk og følger med udviklingen. Det skal vores nye partnere hjælpe til med. Et partnerskab og et medlemskab hos CareNet er langt henad vejen det samme, men den nye ’partnerkonstruktion’ giver i dette tilfælde Aarhus- og Københavns Kommuner mulighed for at bidrage til den faglige retning i netværket, lyder det fra Morten Rasmussen, som er direktør i Danish.Care, inden han fortsætter:
- Nu sættes arbejdet for alvor ind. Det gælder blandt andet i forhold til at få etableret en form for styregruppe – en faglig gruppe af aktører, som forholder sig til, hvad der rører sig på det velfærdsteknologiske område, så vi sikrer, at vi får bredden med og forholder os til de aktuelle behov, der findes i kommunerne. Tanken er, at vi mødes et par gange om året, deler viden og erfaringer og den vej igennem drøfter en relevant og værdiskabende retning for CareNet og netværkets mange årlige aktiviteter. Det handler i bund og grund om, at vi rykker tættere på hinanden, indgår i konstruktive dialoger, kommer med faglige indspark fra praksis – og derved sker det altså også under hensyntagen til den større nationale dagsorden om velfærdsteknologi, siger Morten Rasmussen.
Inspiration på tværs – til gavn for alle
I Aarhus Kommune ser man frem til et tættere samarbejde på tværs med CareNet og håber på, at partnerskabet kan komme alle parter til gode.
- Vi har længe haft et stort fokus på velfærdsteknologi i Aarhus Kommune og var i sin tid også med til at stifte CareNet i 2008 med formålet om en styrket velfærdsteknologisk indsats. Nu træder vi til som partner i CareNet, og det skyldes ikke mindst en tydelig overlappende interessesfære. Begge parter kan utvivlsomt have gavn af at supplere hinandens opgaveporteføljer og aktiviteter, lyder det fra Ivan Kjær Lauridsen, som er velfærdsteknologichef for Velfærdsteknologi & Hjælpemidler i Aarhus Kommune.
Netværk og input har ifølge Ivan Kjær Lauridsen en stor betydning for, at vi i fremtiden kan få endnu mere velfærdsteknologi til at gøre en forskel for den enkelte borger og for medarbejderne, der arbejder tæt på borgerne.
- Det er ingen hemmelighed, at der er mangel på arbejdskraft på sundhedsområdet, og det er vigtigt, at vi fortsat styrker fokus på brugen af teknologi i plejen, så fremtidens velfærdssamfund kan fungere. Det gælder både for Aarhus Kommune og for alle andre kommuner landet over. I Aarhus Kommune kan vi meget på egen hånd, men det er vigtigt med et stærkt netværk og gode input fra andre parter. Det skaber værdi for alle. Et godt eksempel på dette er vores CareWare-præsentationsdage, hvor vi oplever stor interesse fra kommuner i hele landet samt fra Sverige og Norge, fortæller Ivan Kjær Lauridsen og fortsætter:
- Vi vil gerne inspirere andre, ligesom vi gerne vil lade os inspirere af andre. Når det kommer til sundheds- og omsorgsområdet, så har vi et klart mål om, at vi både nu og i fremtiden skal have mere velfærdsteknologi til at fungere i praksis tæt på borgerne. Forhåbentligt kan det nye partnerskab være med til at bidrage til det, siger Ivan Kjær Lauridsen.
Flere partnere kan være på vej
Med to partnere ombord i CareNet, står netværket nu et rigtigt godt sted, men det betyder ikke, at partnerkredsen ikke kan blive udvidet i fremtiden – både på kortere og længere sigt.
- Vi er rigtig glade for Aarhus- og Københavns Kommuners partnerskaber i CareNet, og vi glæder os til at tage arbejdshandskerne på og drive det til noget reel værdi for hele netværket. Sideløbende vil vi naturligvis afsøge yderligere muligheder og indgå i konstruktive dialoger med andre potentielle partnere af netværket, lyder det fra Anders Lyck Fogh-Schultz.
Det er desuden også planen, at partnerne i netværket skal være værter for et årligt arrangement i CareNet-regi. Mere om dette vil blive meldt ud løbende i CareNets kalender, hvor du allerede nu kan finde en række arrangementer i den nærmeste fremtid.
Mere information
Har du opfølgende spørgsmål eller lyst til at vide mere om ovenstående, er du som altid velkommen til at kontakte netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz på mail: alfs@danish.care eller tlf. +45 2299 3244
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.