Nyt fra CareNet

5

.

November

2025

CareNet og Aalborg Kommune indgår nyt partnerskab

‍CareNet kan med glæde annoncere, at Aalborg Kommune træder ind som ny partner i netværket og dermed tilslutter sig partnerkredsen bestående af Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Videnscenter for Velfærdsteknologi.

Af: Malthe Bendix Søgaard

I CareNet er det en stor glæde, at vi nu kan præsentere netværkets fjerde medlem af partnerkredsen i form af Aalborg Kommune.

Aalborg Kommune tiltræder pr. dags dato som partner i CareNet, og sammen med Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Videnscenter for Velfærdsteknologi skal den nordjyske kommune tage del i at sætte en yderligere værdiskabende retning for netværket. Og det glæder netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz:

- Jeg er naturligvis rigtig glad for, at vi nu også har fået Aalborg Kommune med ombord som partner. Gennem tiden har vi arbejdet tæt sammen med vores nordjyske venner, som altid gerne har bidraget med deres store viden samt erfaringer fra praksis via netværket. Den viden og de erfaringer vil vi rigtig gerne rykke endnu tættere på netværket, så flere kan få glæde og gavn af dem i praksis, og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu har fået Aalborg Kommune med ombord, fortæller han og fortsætter:

- Med Aalborg Kommunes tilgang i partnerkredsen er vi nu oppe på i alt fire partnere. Det giver igen en ny dynamik i netværket, som jeg glæder mig til at arbejde videre med. Med samarbejdet sætter vi en tydeligere retning for netværket, så vi sikrer, at vi fortsat kan tjene til inspiration for vores mange medlemskommuner og aktører på tværs af landet i mange år ud i fremtiden.

En vigtig investering

I Aalborg Kommune er der ligeledes stor glæde over, at man nu kan kalde sig netværkspartner i CareNet. Håbet er, at partnerskabet skal være med til at skabe værdi internt i kommunen, samtidig med at det også skal skabe værdi for andre kommunale kollegaer på tværs af landet.

- I Aalborg Kommune har vi længe beskæftiget os med velfærdsteknologi, og vi har fortsat store ambitioner på området. Der er brug for velfærdsteknologiske løsninger, hvis vi skal formå at leve op til den kvalitet i omsorgen og plejen, som vi kender fra det danske velfærdssamfund traditionelt set, fortæller Daniel Juul Rosengreen Christensen, som er konsulent hos Kvalitets- og Innovationsenheden ved Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, og fortsætter:

- Derfor er dette partnerskab også et signal om, at vi investerer på velfærdsteknologiområdet. Her investerer vi tid og viden – ikke bare til gode for os selv, men lige så høj grad til gode for andre kommuner, som forhåbentligt kan blive inspireret og blive klogere på velfærdsteknologi via CareNet – og fører det med over i praksis.

Nødvendigheden af netværk, videndeling og erfaringsudveksling er ikke til at komme udenom, hvis vi skal lykkes med at bevare det høje velfærdsniveau, vi er så anerkendte for i Danmark, mener Daniel Juul Rosengreen Christensen. Det kræver en fælles indsats, at vi løfter i flok – og det tager Aalborg Kommune meget gerne del i.

- Aalborg Kommune har været medlem af CareNet siden 2019, og jeg glæder mig over, at vi som kommune nu træder ind i netværket som officiel partner. Med tanke på de rekrutteringsudfordringer og den arbejdskraftmangel, der både opleves i dag og forventes at blive endnu værre i fremtiden på pleje- og omsorgsområdet, bliver velfærdsteknologi afgørende for, at vi kan bevare et omsorg- og plejeniveau, vi kan være stolte af. Her er netværk, videndeling og erfaringsudveksling essentielt for, at vi kan få endnu mere velfærdsteknologi til at gøre en forskel for den enkelte borger og medarbejder i fremtiden. Dette vigtige arbejde taget vi med glæde del i, for det er bydende nødvendigt. Vi glæder os til, at vi for alvor kommer i gang med arbejdet som partner i CareNet, fortæller Daniel Juul Rosengreen Christensen.

Den endelige form skal nu findes

Partnerskabskonstruktionen er fortsat ny for CareNet, der som netværk altid har været medlemsbaseret. Netværket vil fortsat være baseret på medlemmerne, og hovedformålet med CareNet, som er at skabe samspil og synergi mellem aftagere og aktører på sundheds- og velfærdsteknologiområdet, vil ligeledes forblive det samme.  

Men med de fire nye partnere med ombord, som alle er ambitiøse nationale aktører på velfærdsteknologiområdet, vil der samtidig blive sat en ny retning, og her vil partnerne være med omkring bordet.

- Et netværk som CareNet skal skabe umiddelbar værdi for de medlemmer, der gør os eksistensberettiget – og det gælder for alle medlemmer af CareNet. Det er præmissen. Med partnerkonstruktionen rykker vi tættere på praksis hos en række ambitiøse nationale aktører på velfærdsteknologiområdet, hvilket giver os ny indsigt og sparring til at gøre netop dette – skabe værdi for vores medlemmer, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Næste skridt er en stærk ekspertgruppe, der vil bestå af en faglig gruppe af aktører, som indeholder repræsentanter fra hver af netværkspartnerne. I ekspertgruppen forholder vi os sammen til, hvad der sker på velfærdsteknologiområdet netop nu – og hvad der er af bevægelser ude i horisonten på området. Under hensyntagen til den større nationale dagsorden om velfærdsteknologi skal vi som netværk forsøge at navigere som et vigtigt pejlemærke for arbejdet med sundheds- og velfærdsteknologi nationalt – ud fra bredden og de aktuelle behov, der findes i kommunerne. Det skal partnerskaberne hjælpe os til, og partnerne skal tage afsæt i de grupper af medlemmer, der findes i deres respektive dele af landet.

Det er desuden planen, at partnerne i netværket skal være værter for et årligt arrangement i CareNet-regi. Mere om dette vil blive meldt ud løbende i CareNets kalender, hvor du allerede nu kan finde en række arrangementer i den nærmeste fremtid.

Mere information

Har du opfølgende spørgsmål eller lyst til at vide mere om ovenstående, er du som altid velkommen til at kontakte netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz på mail: alfs@danish.care eller tlf. +45 2299 3244.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.