CareNet-Gæsteklumme: Velfærdsteknologien er fanget i en ond cirkel

Jeg bliver en lille smule ked af det, når jeg ser på arbejdet med velfærdsteknologi og hjælpemidler i praksis.

For selvom vi i årtier har talt om potentialet, er tid og viden fortsat en reel mangel i implementeringen af velfærdsteknologi og hjælpemidler. Uden et målrettet og vedvarende kompetenceløft til medarbejderne når vi formentlig aldrig i mål.

Vi ved, at velfærdsteknologi er én af nøglerne til en bedre fremtid for både borgere, patienter og pleje- og omsorgsmedarbejdere. Det har vi vidst længe. Faktisk har vi siden 1998 – de seneste 28 år – diskuteret værdien af teknologiske løsninger i omsorgen og plejen samt deres potentiale for at understøtte både arbejdsmiljø og faglig kvalitet.

28 år…

Tiden går – er praksis reelt gået i stå

Det rejser et centralt spørgsmål: Hvorfor er vi gået i stå?

Eller måske mere præcist: Er vi nogensinde kommet ordentligt i gang?

Udviklingen har bevæget sig langsomt fra begyndelsen, og først nu – næsten tre årtier senere – er der en bred erkendelse af, at implementering er den afgørende faktor, hvis velfærdsteknologi og hjælpemidler reelt skal skabe værdi i praksis. Det er ikke teknologierne i sig selv, der mangler, men de organisatoriske rammer, tiden og kompetencerne til at få dem til at fungere i hverdagen.

Alligevel udråbes 2026 endnu en gang som implementeringens år. Det samme var tilfældet i 2025 og 2024. Og alligevel er vi stort set lige langt.

Set fra mit perspektiv handler det blandt andet om manglen på tid og viden – både på kommunalt og regionalt niveau. Når medarbejdere, uanset om det er bevilligende terapeuter, social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter, ikke får tilstrækkelig tid til at afprøve, tilpasse og lære nye løsninger, og når kompetenceudvikling ikke prioriteres systematisk, fastholdes vi i en ond cirkel. Teknologierne findes, men de bliver ikke en integreret del af praksis, og dermed udebliver den værdi, vi i årevis har talt om.

I mit arbejde, som i mere end 20 år har været målrettet forflytningsområdet, genkender jeg de samme udfordringer, som præger resten af pleje- og omsorgsområdet. Der mangler medarbejdere, fastholdelsen er vanskelig, og rekruttering er en vedvarende udfordring. Samtidig ser vi et højt sygefravær, medarbejdere med daglige smerter og borgere, der mistrives, klager eller giver udtryk for frustration over, at det kræver store kræfter at få de nødvendige løsninger. Løsninger, der kunne øge deres selvhjulpenhed, få hverdagen til at fungere – eller ganske enkelt forbedre deres livskvalitet.

Det gør mig ærligt talt lidt ked af det. For i Danmark omtaler vi ofte os selv som et af verdens bedste velfærdssamfund. Spørgsmålet er, om det billede fortsat holder – eller om vores velfærdsniveau i praksis er lavere, end vi selv forestiller os og giver udtryk for.

Den onde cirkel

Min overordnede pointe er, at vi mangler både tid og viden i praksis for at lykkes med implementeringen af velfærdsteknologi og hjælpemidler.

Udfordringen kan anskues som et cirkulært forløb, der gentager sig igen og igen – en ond cirkel. Når tiden er knap, bliver oplæring, afprøvning og refleksion i forhold til nye teknologier og hjælpemidler nedprioriteret. Manglen på tid fører til manglende viden og usikkerhed i anvendelsen, hvilket betyder, at løsningerne enten anvendes forkert, kun delvist eller slet ikke anvendes.

Konsekvensen er, at de forventede gevinster udebliver. Medarbejderne oplever fortsat fysisk belastende arbejdsgange, flere får smerter eller bliver sygemeldte, og borgerne oplever ikke den forbedrede kvalitet, som teknologierne ellers har potentiale til at skabe. Presset på de tilbageværende medarbejdere øges, tiden bliver endnu mere knap – og cirklen starter forfra.

Hvis vi ikke formår at bryde denne onde cirkel gennem målrettet kompetenceudvikling, tydelig prioritering og reel tid til implementering i praksis, risikerer velfærdsteknologi og hjælpemidler fortsat at være en uforløst ambition frem for et reelt bidrag til et bæredygtigt pleje- og omsorgsområde.

Ser vi på den kommunale praksis, var andelen af ufaglærte medarbejdere i plejen i 2022 på 26 procent. Det er ikke en kritik af den enkelte medarbejder, men et udtryk for manglen på faglært arbejdskraft. Og det er relevant, fordi der – helt naturligt – er forskel på den faglige viden og de kompetencer, en ufaglært og en faglært medarbejder besidder.

I praksis betyder det, at de faglærte medarbejdere i højere grad må understøtte og hjælpe de ufaglærte i opgaveløsningen. Det øger arbejdspresset i en hverdag, der i forvejen er præget af knappe ressourcer. Konsekvensen er, at den tid og faglige energi, som kunne være anvendt på nye og værdiskabende velfærdsteknologiske løsninger og hjælpemidler – og implementeringen af dem – forsvinder.

Der er med andre ord ikke tilstrækkelig tid i praksis til at opbygge og vedligeholde den nødvendige viden på velfærdsteknologi- og hjælpemiddelområdet. Den viden, der er afgørende for at kunne matche de rette løsninger med de rette borgere og arbejdsgange. Derfor ser vi alt for ofte, at løsninger ikke skaber den værdi, de var tiltænkt – hvis de da overhovedet når at komme i drift.

Jeg har ikke det endegyldige svar på, hvordan vi bryder denne udvikling. Men de fleste kender fornemmelsen af at befinde sig i en ond cirkel, hvor det ene problem forstærker det næste. Og der findes næppe én enkel løsning.

Den onde cirkel, vi kan vende til noget godt

Sikkert er det dog, at de elementer, der indgår i den onde cirkel, hænger sammen.  

Hvis velfærdsteknologi og hjælpemidler blev prioriteret som et uomgængeligt element i opgaveløsningen, ville der i højere grad kunne afsættes tid til implementeringsarbejdet. Lykkedes det at få relevante og værdiskabende løsninger i drift – løsninger, der reelt forbedrer arbejdsmiljøet, eksempelvis gennem færre tunge løft og færre arbejdsrelaterede skader – ville pleje- og omsorgsområdet også fremstå som et mere attraktivt beskæftigelsesområde.

Det kunne på sigt bidrage til færre rekrutteringsudfordringer. Og sådan kunne man fortsætte rundt i cirklen – blot i en positiv retning.

Et fælles ansvar for fremtidens velfærdssektor

Vi ved, at velfærdsteknologi er én af nøglerne til en bedre fremtid for borgere, patienter og medarbejdere. Det forpligter. Derfor skal vi tage implementeringen alvorligt og sikre, at kommende sundhedsprofessionelle er rustet til at møde en praksis, hvor innovative teknologier er en naturlig del af hverdagen – ikke et sideløbende projekt. Og udfordringen handler ikke kun om ressourcer i den daglige drift. Hele vores uddannelsessystem er en afgørende brik i implementeringen. For hvordan sikrer vi, at underviserne på sundhedsuddannelserne er klædt på til både at undervise i teknologierne og gøre de studerende nysgerrige på den teknologiske del af praksis?

Social- og sundhedsskolerne har de seneste år arbejdet målrettet med tech-linjer. Det er et vigtigt skridt, men efter min vurdering ikke tilstrækkeligt. Velfærdsteknologi bør ikke være et særskilt spor for de særligt interesserede, men en integreret og obligatorisk del af den grundlæggende uddannelse. Det samme bør gælde de sundhedsfaglige professionsuddannelser, hvor velfærdsteknologi med fordel kan samles i et selvstændigt modul eller et helt semester med fokus på anvendelse, implementering og faglig refleksion.

I mange år har argumentet været, at de studerende lærer teknologierne i praksis. Samtidig har praksis ofte haft den modsatte forventning. Den knude løser ikke sig selv. Ansvaret ligger begge steder – og uden adgang til teknologierne hverken i uddannelse eller praksis bliver de studerende taberne.

Gode intentioner under pres: Strukturelle barrierer for teknologi i praksis

Jeg ved, at der bliver gjort en stor indsats. Virksomheder udlåner hjælpemidler, OPI-samarbejder synliggør potentialer, og forflytningsorganisationer forsøger at prioritere undervisning i en presset hverdag. Men vilkårene er vanskelige. Tiden tages fra pleje- og omsorgsarbejdet, samtidig med at kompleksiteten i opgaverne stiger.

Myndighedsfunktionerne, hvor teknologier og hjælpemidler oftest bevilliges fra, mærker presset i lige så høj grad. Her afgør udbuddene mange steder, hvad der er på hylderne, og der er ikke altid tid eller mulighed for dybdegående individuelle vurderinger. Samtidig er det ikke alle steder en selvfølge, at de bevilligende terapeuter har et indgående kendskab til teknologierne. Det udfordrer både bevillingsgrundlaget og implementeringen.

Dialogen og debatten om dette er afgørende. Det er den, jeg forsøger at bidrage til her. Forhåbentlig kan det sætte refleksioner i gang, så vi i fællesskab kan bevæge os fra ord og intentioner til konkrete handlinger i praksis.

Del dit bidrag med netværket

Ovenstående tekst er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hos CareNet er alle ikke-kommercielle perspektiver velkomne. Gæsteklummen er et bidrag til den essentielle deling af viden, erfaringer og nye perspektiver til inspiration for hele netværket og alle omkring. Lad os sammen blive klogere på det, der sker på velfærdsteknologiområdet.

Har du en god idé til et bidrag til Gæsteklummen?

Læs mere om formatet her og tag endelig kontakt til journalist hos CareNet, Malthe Bendix Søgaard, på ms@danish.care. Sammen kan I aftale nærmere om bidragets indhold, deadline for udgivelse og andet praktisk vedrørende klummebidraget.