CareNet-Gæsteklumme: Old-age-dragter højner fagligheden – konkrete erfaringer fra bocenter

Hos os på bocentret har vi valgt – efter at vores Kvalitets- og udviklingsgruppe havde været på et inspirerende besøg i Praksis- og innovationshuset på Københavns Professionshøjskole – at indkøbe fire old-age-dragter.  

Dette er dragter, der simulerer en alderdomssvækket krop ved hjælp af blandt andet vægte, halskrave, handsker, høreværn og særlige briller.  

Iklædt dragten erfares verden anderledes: Synet sløres, følelsen i fingerspidser er nedsat, fødderne føles tunge og at høre andre meddele sig kræver fuld koncentration. Efter noget tid rammer følelsen af udtrætning: Man har brug for en pause – både mentalt og fysisk.  

Det er kort sagt en dragt, der giver en sansemættet 1. personsoplevelse af at være funktionshæmmet og have brug for støtte til for eksempel at åbne låget på en dåse fyldt med perler eller få hjælp til at få øje på en hvid kop på en hvid hylde i et hvidt skab.  

Alle faste medarbejdere på Bocenter for unge og voksne med særlige behov kommer igennem en workshop (”når funktionerne driller”), hvor de i 45 minutter bærer dragten, imens de laver almindelige daglige aktiviteter som for eksempel at lægge en perleplade, putte hovedpudebetræk på en hovedpude eller smøre syltetøj på et stykke rugbrød.  

Det er al sammen aktiviteter, der er velkendte for mange af borgerne, der bor her, og som medarbejdere kan støtte i – men som de aldrig ellers selv ville få mulighed for at udføre med en andens krop end deres egen.  

Indlevelse ændrer praksis

Det er klart, at oplevelsen ikke kan overføres 1:1 – ikke én borger på bocentret er hæmmet på samtlige fysiske parametre og langt fra alle borgere, som vi støtter, er gamle og alderdomssvækkede, selvom flere sidder i kørestol eller ser og hører dårligt.  

En oplevelse i en old-age-dragt fordrer derfor noget af medarbejderens forestillingsevne og indlevelse – og ikke mindst at få sat efterfølgende ord på oplevelsen: Hvad var det jeg oplevede? Hvilke tanker sætter det i gang?  

Workshoppen på bocentret starter med en kort briefing og afslutter med 45 minutters fælles debriefing, hvor medarbejderne sætter ord på, hvordan det føltes at bære dragten, og hvordan det kaster nyt lys over praksis. Her hører jeg for eksempel om en fornyet forståelse af, hvorfor en borger for eksempel går lige præcis på dén måde. En medarbejder opdager, at det handler om forskydning af balancepunkt. Eller hvorfor en beboer er svær at motivere lige præcis på dét tidspunkt. Efter 45 minutter i en old-age-dragt forstår man, hvordan det må føles at komme hjem fra sit beskæftigelsestilbud og bare have lyst til at sætte sig i en sofa – og blive siddende!  

En gennemgående erfaring har været erkendelsen af, hvor frustrerende det kan være, at nogen taler hen over hovedet på en, eller hvor utrygt det kan føles, når man kan fornemme, at der bliver snakket, men man ikke kan høre om hvad – nogen oplever en snert af mistro: Bliver der mon talt om mig? Andre oplever at stå uden for fællesskabet – nogen har noget sammen, som jeg ikke er en del af.  

For praksis betyder det for en af bocentrets afdelinger, at al overlap, der før blev holdt i et fællesrum, nu bliver holdt i et mødelokale – for at begrænse tale, der ikke er direkte henvendt til beboerne og derved skabe et tryggere og mere inkluderende miljø. I en anden afdeling er man blevet mere bevidst om forholdet mellem krav og ressourcer, og hvor vigtigt det er, at man placerer sig det rigtige sted, når man taler til en, der er hørehæmmet.  

Det siger sig selv, at det ikke nytter at stille højere krav til en beboer, end hvad ressourcerne rækker til, men når man selv har stået i en situation, hvor man har været tømt for energi, og der er blevet krævet noget af en, så er det ikke bare ’teori’ eller ’viden’, men en kropsliggjort erfaring, der vækker eftertanke.  

Old-age-dragterne træner et perspektivskifte

Workshoppen på bocentret handler ikke om at effektivisere, spare penge eller gøre noget mere smart.  

Det handler om at give medarbejderne muligheden for at træne et perspektivskifte direkte gennem deres egne sanser - og få øje på, at verden kan fremtræde helt anderledes, end hvad os ’almindelige’ og ’neurotypiske’ mennesker er vante til.  

Beboerne på bocentret er alle udviklingshæmmede, og medarbejderne omkring dem har et stort fokus på at skabe rutiner og forudsigelighed, fordi vi ved, at det kan bidrage til at frigøre kognitive ressourcer. Men i den travle dagligdag er der sjældent mulighed for at standse op og spørge: Gad vide hvordan lige netop dette menneske ser farver, hører lyde eller mærker sin krop? Måske ses gulvsammenføjningen for den nye beboer ikke som et ufarligt sted, hvor to stykker linoleum mødes, men som en niveauforskel, man skal tage sig i agt for?  

Mellem leg og alvor

Vi har haft alle medarbejderne på bocentret igennem workshoppen. De har samarbejdet med deres kollegaer, og workshoppen har også haft karakter af teambuilding.  

Det er klart, at man ikke kan placere en gruppe mennesker i en ny og anderledes setting, uden at de fleste kommer lidt ud af deres comfortzone. Det er således også en workshop, der kalder på nye akavede situationer, latter og skægge bemærkninger – og nogen har sågar levet sig helt ind i rollen med både morgenkåbe og stok. Det har der også være plads til – som facilitator er det hele tiden en balancegang, hvor på grænsen mellem leg og alvor, man skal placere sig.  

Til gengæld er der ingen tvivl om, at medarbejderne er gået trætte ud ad døren fyldt med anderledes indtryk.  

I 2025 overgår vores workshop til bocentrets onboardingforløb, så alle nye medarbejdere får oplevelsen med sig.