CareNet-Gæsteklumme: Nye anbefalinger – kommunerne skal i højere grad understøttes nationalt

Syv anbefalinger blev fredag overrakt til Ældreministeren, Mette Kierkgaard (M).

De omtalte anbefalinger kommer fra et partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, som består af centrale aktører på området. Tanken er, at anbefalingerne skal danne grobund for en fremtidig national strategi for velfærdsteknologi – og den strategi er der uden tvivl behov for.  

Den demografiske udvikling i Danmark viser en stigende andel af ældre borgere, og flere af disse har komplekse, kroniske sygdomme. Samtidig oplever sundhedssektoren en reduktion i antallet af unge, der rekrutteres til området, og det er vanskeligt at fastholde det eksisterende sundhedspersonale på grund af et hårdt fysisk arbejdsmiljø. 

Så der er brug for handling. Forhåbentligt er anbefalingerne et første skridt af mange, men der er stadig mange skridt at gå.  

Når jeg ser på anbefalingerne, så må jeg indrømme, at jeg faktisk er lidt skuffet over dem. Den, der i mine øjne skuffer mindst, er anbefaling 7, som er målrettet det juridiske. Her ser jeg trods alt en bevægelse mod noget bedre, noget der kan være med til at løse nogle konkrete udfordringer i kommunerne.  

Jeg forbeholder mig dog stadig ret til at have andre ønsker på det juridiske område, hvor jeg mener, at der er store fordele i, at det juridiske arbejde i fremtiden foregår på nationalt plan frem for på lokalt plan. Det ville uomtvisteligt kunne spare tid og ressourcer i kommunerne, og det ville samtidig sikre, at en given velfærdsteknologi opfylder generelle lovkrav. Hvis vi vil have velfærdsteknologi og gerne vil implementere den hurtigere end tilfældet er det i dag, så skal kommunerne understøttes nationalt – men meget mere om det senere.

De øvrige seks anbefalinger rykker ærligt talt ikke så meget for os i Aalborg Kommune. De repræsenterer noget, vi allerede taler ind i hos os, så reelt set er det ikke noget, der vil ændre det store i vores kommune. Man kan som sådan ikke være uenig i anbefalingerne, men for mig at se er ambitionerne for små i forhold til de udfordringer vi oplever i praksis - særligt med tanke på de voksende rekrutteringsudfordringer i ældreplejen. Proportionerne mangler simpelthen, det bliver for uforpligtende. Jeg mener ikke, at det står mål med, at vi – ifølge FOA’s seneste beregninger - på landsplan kommer til at mangle omkring 13.500 fuldtidspersoner i SOSU-fagene allerede i 2030. Og værre endnu... næsten 25.000 i 2034.

Har aldrig været en simpel opgave

Men tilbage til det juridiske som lovet… Implementering af velfærdsteknologi på ældreområdet har aldrig været en simpel opgave, og opgaven er mere kompliceret end nogensinde før. Det skyldes blandt andet det faktum, at velfærdsteknologiske løsninger kun kan implementeres, hvis de overholder flere forskellige lovgivninger.

Ældreministeren er selv inde på det i sine udtalelser i forbindelse med offentliggørelsen af de syv anbefalinger. Rammebetingelserne for implementering af velfærdsteknologi er en reel udfordring, og derfor bør dette – uden at forklejne de andre seks anbefalinger – være et af de første og vigtigste nedslagspunkter i anbefalingerne.

”Desuden skal vi have fjernet de juridiske barrierer, som spænder ben for en hurtig udrulning af de mange gode teknologiske løsninger, som giver vores ældre mulighed for at leve et mere selvstændigt og værdigt liv. Samtidig skaber teknologien bedre rammer for medarbejderne, der får frigjort tid til omsorg og nærvær. Når vi bruger teknologien rigtigt, får både borgerne, medarbejderne og samfundet som helhed mere værdi ud af vores ressourcer. Det er en gevinst på alle fronter,” - Mette Kierkgaard, Ældreminister (M)

I praksis – som det ser ud i dag – skal velfærdsteknologierne ofte først godkendes i forhold til deres IT-arkitektur og en række juridiske krav, såsom GDPR og magtanvendelsesregler. Dette kræver mange ressourcer for kommunerne, og kan derfor forhindre nogle kommuner i at komme i gang med teknologien. Selv store kommuner kan have svært ved at prioritere ressourcerne til opgaven, og virksomhederne kan være uforberedte på den nødvendige dokumentation, hvilket forlænger processen yderligere.

De nuværende processer scorer højt på absurditetsskalaen

Det er naturligvis ikke til diskussion, at velfærdsteknologiske løsninger skal overholde alle relevante lovgivninger samt standarder for databeskyttelse. Men i mine øjne er det absurd, når kommuner og virksomheder diskuterer, hvorfor en velfærdsteknologi er tilladt i én kommune, men ikke i en anden – blot på grund af forskellige fortolkninger af lovgivningen og de risici, der er forbundet med brugen af teknologien.  

Forvirringen er total og bliver kun endnu større, når nogle kommuner vinder priser for implementering af velfærdsteknologi, som andre kommuner vurderer som ulovlig. Det kalder på klare retningslinjer og hjælp til fortolkning af lovgivningen – og det håber jeg virkelig, at vi får med det politiske arbejde, der foregår i kulisserne netop nu.

Derfor er det da også godt at se, at partnerskabet med egne ord: ”anbefaler, at der sikres tidssvarende lovregulering, og at der skabes tydelighed og ensretning omkring tolkning af regler for brug af velfærdsteknologi og data, herunder også kunstig intelligens, da det er en forudsætning for at lykkes med udbredelse af velfærdsteknologi.” – ligesom det i praksis påpeges, at det på nationalt plan vil kræve forskellige initiativer, hvis anbefalingen skal realiseres.

Spørgsmålet er dog, om det i det hele taget er den enkelte kommune selv, som skal vurdere teknologiens lovlighed – eller om det i virkeligheden ville give mening med en form for national vurdering?  

Fra politisk side kan man sige nok så mange gange, at velfærdsteknologi skal prioriteres, men hvis man fortsat lader det være op til den enkelte kommune at navigere i lovgivning på området – før eller efter nye tiltag på baggrund af anbefalingerne – så vil det stadig blive svært… Særligt hvis det skal foregå i det ønskede opskruede tempo, som der lægges op til.

Selv det ’umulige’ er muligt

Trods udfordringerne så er det fortsat ikke umuligt at implementere velfærdsteknologiske løsninger i praksis. Heldigvis ikke – heller ikke i Aalborg Kommune.

Vi har gode erfaringer med implementering af velfærdsteknologi på ældreområdet – især når det kommer til medicinteknologier, hvor flere hundrede borgere har installeret digitale medicindispensere i eget hjem.

Vi betragter vores arbejde med medicinteknologi som en succes. Teknologien påminder og hjælper borgerne med at tage deres medicin til tiden og i den rette mængde – og borgerne oplever øget tryghed og selvstændighed, mens sundhedspersonalet får frigivet tid til andre opgaver.  

Men succesen er ikke kommet ud af den blå luft. Det har taget måneder at komme i gang med test af teknologien, og det har krævet, at vi sammen (kommune og virksomhed) har lært at forstå hinanden – især i forhold til juraen og overholdelse af gældende lovgivning. Vejen havde måske ikke været så lang, hvis en national instans havde forhåndsgodkendt virksomhedens produkt, så vi kunne fokusere på implementering fra start i stedet for alt det omkringliggende.

Hvis vi skal rykke hurtigere på implementering af teknologier i ældreplejen, bør det nationalt prioriteres at forbedre rammebetingelserne for arbejdet betydeligt. Med anbefalingerne er arbejdet startet, og for os her i kommunen kan det kun gå for langsomt – så sæt i gang!

‍

Del dit bidrag med netværket

Ovenstående tekst er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hos CareNet er alle ikke-kommercielle perspektiver velkomne. Gæsteklummen er et bidrag til den essentielle deling af viden, erfaringer og nye perspektiver til inspiration for hele netværket og alle omkring. Lad os sammen blive klogere på det, der rør sig på velfærdsteknologiområdet.

Har du en god idé til et bidrag til Gæsteklummen?

Læs mere om formatet her og tag endelig kontakt til journalist hos CareNet, Malthe Bendix Søgaard, på ms@danish.care. Sammen kan I aftale nærmere om bidragets indhold, deadline for udgivelse og andet praktisk vedrørende klummebidraget.