CareNet-Gæsteklumme: Hvad forventer vi af sensorteknologi i den kommunale sektor?

Politisk bliver velfærdsteknologi rammesat som en uundgåelig del af løsningen på de demografiske udfordringer, vi står over for i Danmark, med et stigende antal komplekse, plejekrævende ældre og færre medarbejdere til at varetage denne pleje. Samtidig hører vi også om barrierer og udfordringer, når disse teknologier skal implementeres i praksis. Indfrielsen af forventningerne til teknologien lader vente på sig – men hvilke forventninger er det egentlig, vi har?  

Dette undersøgte jeg i mit speciale ”Sociotekniske imaginationer i ældreplejen” fra Aalborg Universitet, hvor jeg samarbejde med en dansk kommune, der stod overfor en mulig afprøvning af sensorteknologi. Afprøvningen var i de indledende faser, og mit fokus lå på de forskellige forventninger til sensorteknologi i de forskellige organisatoriske lag i kommunen. Specialet afdækkede det politiske, kommunale og lokale niveau i forhold til sensorteknologi, men også i forhold til velfærdsteknologi generelt.  

Det ultrakorte svar på det indledende spørgsmål: Forventningerne til sensorteknologi ser forskellige ud på forskellige niveauer i plejesektoren. De er dynamiske og formes aktivt på tværs af niveauer i organisationen.  

Det noget længere svar kommer nedenfor.  

Politiske forventninger

Politisk fokuserer forventningerne på effektivisering og ”dataficering” af plejen. Velfærdsteknologi og digitalisering fremstilles generelt som nødvendige og uundgåelige løsninger på velfærdens udfordringer, hvor den demografiske udvikling fungerer som et styrende problemnarrativ.  

Teknologi kobles konsekvent til effektivisering, bedre patient- og borgerforløb og ressourcefrigørelse, samtidig med kvantitative data konstrueres som et objektivt grundlag for både styring og kvalitet. Der ses en forventning om, at en ”dataficering” af ældreplejen vil medføre kvalitetsforbedringer, og at data fortrinsvist skal være i form af kvantitative data, ikke kvalitative. Kvalitet opgøres i kvantitative data og fokuserer på målbare effektiviseringer.  

De politiske forventninger er ikke kun retoriske, men virker også styrende for, hvordan problemer i sundhedssektoren defineres, og hvilke løsninger der fremstår som legitime eller tænkelige.

Kommunale forventninger

Kommunen fungerer som et oversættelsesled, hvor de politiske forventninger om effektivisering og ressourcefrigørelse omsættes til konkrete forventninger til sensorteknologi. De kommunale forventninger til sensorteknologi, trækker både på nationale, politiske styringslogikker, men formes samtidig også af lokale prioriteringer, organisatoriske krav og medarbejderhensyn.  

Først og fremmest ses sensorteknologi som et middel til bedre nattero og trivsel for borgerne, og den forventes at skabe medarbejderaflastning og tryghed. Velfærdsteknologi ses generelt som en nødvendig del af løsningen på de demografiske udfordringer, om end utilstrækkelig som løsning alene.  

Der er et lokalpolitisk krav om ressourcefrigørelse ved implementering af nye velfærdsteknologier: Teknologien skal frigøre medarbejderressourcer i én eller anden udstrækning. Dette justeres lokalt ved for eksempel at medtage medarbejdernes oplevelse af frigjort tid, og ikke udelukkende målbar frigivet tid i form af minutter. Medarbejdernes erfaringer – kvalitative data – bliver et legitimt evalueringsparameter og modificerer dermed den politiske effektiviseringslogik, hvor fokus udelukkende er på kvantitative kvalitetsindikatorer.  

Plejehjemsledelsens forventninger

Hos plejehjemsledelsen ses sensorteknologi som middel til tryghed og psykisk aflastning for medarbejderne. Effektiviseringsdimensionen, der sås både politisk og kommunalt, genfindes ikke her. Afprøvningen af sensorteknologi evalueres, i lyset af om medarbejderne oplever det som en hjælp, og om det understøtter deres relationelle arbejde med beboerne.  

I modsætning til det politiske niveaus kobling mellem effektiviseringer og kvalitetsforbedringer ses den modsatte forventning blandt plejehjemsledelsen. Effektiviseringer kobles i stedet med besparelser og dertilhørende risiko for kvalitetsforringelser. Ledelsen oplever i forvejen, hvordan politiske ambitioner såsom ”længst muligt i eget hjem” har medført, at borgerne er mere komplekse og plejekrævende, når de flytter ind – uden de økonomiske midler er steget tilsvarende.  

Generelt ser ledelsen velfærdsteknologi som noget positivt, der gerne benyttes, men det er altid med udgangspunkt i medarbejderne og borgernes behov. Teknologi skal være en støtte til relationel omsorg, ikke erstatning herfor. Økonomi ses som en praktisk forudsætning for implementering af velfærdsteknologier, men ikke som styrende rationale.  

Plejepersonalets forventninger

I plejepersonalets praksis er udgangspunktet borgerne og fokus er på borgernes behov. Når det kommer til sensorteknologi – eller velfærdsteknologi generelt – er det altid med udgangspunkt i den enkelte borgers situation og behov.  

Teknologi anses generelt som et fleksibelt hjælpemiddel, ikke et styringsredskab, og som noget der kan benyttes, hvis det understøtter tryghed og ro for borgerne. For personalet er omsorgsarbejdet fundamentalt situeret og relationelt baseret, frem for standardiseret. Det er et relationelt og nærværende arbejde, og fænomener som ”effektiviseringer” og ”dataficering” er noget, der må tilpasses, omgås eller oversættes for at passe ind i personalets praksis.  

Opsummering

Forventningerne til sensorteknologi – og til velfærdsteknologi generelt – er ikke statiske eller ensartede. De varierer markant på tværs af organisatoriske niveauer og afspejler forskellige værdier, mål og praksisser.  

Politisk er fokus på effektivisering og datadreven styring, mens det kommunale niveau oversætter disse mål til konkrete krav om ressourceoptimering og merværdi for både borgere og medarbejdere. På plejehjemmet og blandt plejepersonalet er det derimod den relationelle omsorg og den enkelte borgers behov, der står centralt. Her ses teknologi som et redskab, der kun giver mening, hvis det understøtter – og ikke underminerer – den personcentrerede pleje.  

Sensorteknologi er ikke bare et spørgsmål om teknologi, men om de mennesker, organisationer og værdier, der former og bruger den. Det er mindre et teknisk anliggende end en sociokulturel og organisatorisk forandringsproces. I denne proces bliver fremtidens pleje skabt, udfordret og tilpasset i hverdagens praksis, og teknologiens betydning kan kun forstås ved at undersøge de forestillinger, der former – og formes af – den konkrete pleje.  

Fundene understreger behovet for, at udvikling og implementering af velfærdsteknologi sker i tæt dialog mellem politikere, ledelse, plejepersonale, udviklere og leverandører, så teknologien ikke blot opfylder økonomiske mål, men også reelt bidrager til kvaliteten i den daglige pleje.  

Det er en balance, der kræver løbende refleksion og tilpasning, og som jeg håber, mit arbejde kan bidrage til at kvalificere.