CareNet-Gæsteklumme: En pause fra dem i rummet og glimt fra fortiden - oplevelser med VR i psykiatrien

‍For at beskytte anonymitet og personfølsomme oplysninger er alle cases i klummen fiktive og uden identificerbare detaljer. Klummens centrale indsigter bygger dog på observationer af hverdagsliv og brug af VR i psykiatrien samt uformelle samtaler og interviews med målgruppen.

Første gang jeg møder Sofie, sidder hun med halvlukkede øjne og ryger en cigaret foran sin opgang.  

Hun er i starten af 40’erne og har flere gange prøvet virtual reality (VR) i psykiatrien. Da jeg hilser på hende, svarer hun høfligt, men lader ikke rigtig til at bemærke min tilstedeværelse.  

Cigaretten brænder langsomt ned, og noget aske lander i hendes skød. Heller ikke det synes hun at bemærke. Mens jeg taler med hende, går det op for mig, at hendes oplevelse af virkeligheden er meget anderledes end min egen. ”De overvåger mig hele tiden,” siger hun lavmeldt uden at kigge på mig. Hun tager et nyt hvæs af cigaretten og tilføjer så: ”Dem, der er sendt fra rummet.”

Når verden opleves gennem teknologi                                                                                                                        

For at forstå hvordan Sofie og de andre, som jeg i det følgende vil fortælle om, oplever mødet med VR, tog jeg udgangspunkt i postfænomenologien, som bygger på, at oplevelser af verden – også når de formes af teknologi – altid er subjektive.  

Teknologier kan ifølge denne tilgang påvirke vores sanser og oplevelser på forskellige måder. Eksempelvis bliver de nogle gange nærmest en forlængelse af vores sanseapparat – som et høreapparat eller et par briller, der hjælper os med at sanse det omkring os. Andre gange hjælper de os med at fortolke verden, som et termometer, der oversætter omgivelsernes temperatur. Af og til kan teknologier ligefrem opleves som et andet væsen, vi interagerer med, som når en stemmeassistent eller chatbot svarer os tilbage.  

Ofte kan disse måder at sanse og forstå verden ikke adskilles. De påvirker hinanden i et komplekst og dynamisk samspil, alt efter vores erfaringer og den kontekst vi befinder os i. Fælles er, at teknologier altid forstærker nogle aspekter af virkeligheden, mens andre træder i baggrunden. Oplever vi for eksempel musik gennem et par høretelefoner, forstærkes toner og rytmer, mens andre lyde omkring os dæmpes eller forsvinder.  

Teknologiens mangefacetterede rolle bliver tydelig, når man ser, hvordan Sofie og de andre personer i denne klumme oplever interaktionen med VR.

En pause fra dem i rummet – Sofies frirum fra psykosen

Sofie sidder i en sofa i det aktivitetsrum, hvor hun om lidt skal se en VR-film. Ved siden af hende sidder en socialfaglig medarbejder, der introducerer hende til filmen.  

Mens medarbejderen taler, kigger Sofie pludselig ud ad vinduet og fører den ene hånd op til øret. Jeg får indtrykket af, at hun oplever noget, vi andre ikke gør. Da filmen starter, synker Sofie langsomt ned i stolen, og mens filmen spiller, bevæger hendes brystkasse sig rytmisk ind og ud i takt med hendes rolige vejrtrækning.  

Da filmen er færdig, fortæller Sofie, at hun oplevede, at de stemmer, som før plagede hende voldsomt, blev skubbet i baggrunden. ”Jeg oplevede fuldstændig ro,” siger hun. ”Jeg fik en pause fra dem i rummet, der holder øje og taler til mig.”  

Dette eksempel illustrerer, hvordan interaktionen med VR-teknologien for Sofie fungerer som et frirum fra hendes psykotiske symptomer og skaber en helt særlig kropslig og eksistentiel ro, som ellers er sjælden i hendes hverdag.

Refleksion: Kan VR blive en længevarende virkelighedsflugt?                                                                  

Selvom Sofies oplevelse peger på, at VR kan give mennesker med psykosesygdomme en pause fra vrangforestillinger og hallucinationer, rejser det samtidig spørgsmål om, hvordan denne teknologi mest hensigtsmæssigt kan anvendes i psykiatrien.  

Nogle forskere peger nemlig på, at de virtuelle universer kan opleves så virkelighedstro og ønskværdige, at de potentielt kan friste mennesker med svære psykiske lidelser til at søge tilflugt i den virtuelle verden på bekostning af livet i den virkelige verden.  

Dette åbner op for en vigtig etisk overvejelse: Hvad hvis tilflugten bliver en afhængighed, så andre vigtige daglige aktiviteter, såsom egenomsorg og socialt samvær, forsømmes?  

Da vi ser ind i en fremtid med teknologier, der skaber endnu mere virkelighedsnære oplevelser end dem, vi ser i dag, bliver spørgsmålet kun vigtigere.  

Glimt fra fortiden – Jens vækkelse af barndomsminder

Jens er i midten af 60’erne. Han har ligesom Sofie flere gange prøvet VR i psykiatrien og fortæller mig nu – med sin livlige gestikulation og sit brede smil under det grå skæg – om den VR-film, han netop har set.  

Da han fortæller, vender han flere gange tilbage til synet af to drenge, der klatrer i træer i den virtuelle skov. ”Det er jo meget lang tid siden, jeg selv var barn,” griner han, og jeg får indtryk af, at oplevelsen vækker minder fra hans egen barndom.  

Der er dog noget interessant ved Jens’ oplevelse, for selvom jeg efterfølgende ser filmen igennem flere gange, kan jeg ikke få øje på drengene i filmen.

En personlig forbindelse – Olivers oplevelse af en personlig terapeut

Oliver sidder med VR-briller på i et mindre, sparsomt indrettet lokale. Han er i slutningen af 20’erne og anvender VR i forbindelse med sin rehabilitering.  

Efter et stykke tid tager han langsomt brillerne af og lægger dem på bordet foran sig. Så læner han sig tilbage i stolen, hættetrøjen falder tungt om hans skuldre, og han sidder helt afslappet og kigger på mig med et roligt blik – en kontrast til den konstante uro, der før fyldte hans krop.  

Da han fortæller om oplevelsen med VR-universet, beskriver han en særlig forbindelse til filmens speakerstemme: ”Jeg rystede og var nervøs og havde mange tanker i hovedet. Det sagde han til mig – altså ham, der talte i filmen,” siger han, som om han havde siddet overfor en virkelig terapeut.  

For at sikre, at Oliver faktisk oplevede, at speakerstemmen talte om hans egne tanker, følelser og kropslige reaktioner, spurgte jeg ham nysgerrigt, om den talte om, hvordan han havde det, hvilket han bekræftede.

Refleksion: Kan VR forstærke psykotiske symptomer?

Selvom Jens og Olivers møder med VR-teknologien umiddelbart var positive, fik deres oplevelser mig til at spekulere på, om teknologien ikke blot kan skubbe psykotiske symptomer i baggrunden, men også være med til at forstærke dem.  

Var Jens oplevelse af at se de to drenge i skoven ikke blot en fri fortolkning, men faktisk en synshallucination? Og kunne den slørede grænse mellem, hvad der var virkeligt, og hvad der foregik virtuelt, som jeg oplevede hos Oliver, være med til at forstyrre hans virkelighedsopfattelse yderligere?

Den tanke står jeg ikke alene med. Nogle forskere peger på, at VRs virkelighedsnære universer potentielt kan gøre det vanskeligt for mennesker med en i forvejen forvrænget virkelighedsopfattelse at skelne mellem den virtuelle og den virkelige verden. Dette vil kunne være med til at destabilisere deres opfattelse af virkeligheden yderligere og dermed øge risikoen for fejltolkninger af begivenheder og potentielt føre til ubehag eller paranoia.

Dette åbner op for endnu en refleksion: Hvordan kan medarbejdere i psykiatrien anvende VR-teknologi på en etisk forsvarlig måde, så den ikke risikerer at forværre sindstilstanden hos mennesker med psykoser både på kort og lang sigt?  

En fremtid med VR i psykiatrien                                                                                                                            

Jeg håber, at denne klumme kan bidrage til forståelsen af både potentialer og udfordringer ved brug af VR i psykiatrien.  

Teknologiens uforudsigelighed og evne til at påvirke på forskellige måder åbner op for mange muligheder, men kræver også en kritisk og reflekteret tilgang – særligt når VR anvendes af mennesker med psykoser.  

Jeg har desværre ikke et facit, men forhåbentlig kan mine erfaringer inspirere til videre forskning og overvejelser om, hvordan VR etisk forsvarligt kan implementeres i praksis, især i takt med at VR-teknologi vinder større indpas i psykiatrien og udvikles mod stadig mere virkelighedsnære systemer.

Del dit bidrag med netværket

Ovenstående tekst er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hos CareNet er alle ikke-kommercielle perspektiver velkomne. Gæsteklummen er et bidrag til den essentielle deling af viden, erfaringer og nye perspektiver til inspiration for hele netværket og alle omkring. Lad os sammen blive klogere på det, der rør sig på velfærdsteknologiområdet.

Har du en god idé til et bidrag til Gæsteklummen?

Læs mere om formatet her og tag endelig kontakt til journalist hos CareNet, Malthe Bendix Søgaard, på ms@danish.care. Sammen kan I aftale nærmere om bidragets indhold, deadline for udgivelse og andet praktisk vedrørende klummebidraget.