CareNet-Gæsteklumme: En ottende anbefaling til Ældreministeren

Sidste år, havde jeg en god samtale med borgmesteren i en større dansk kommune, der var nysgerrig på velfærdsteknologi.  

I løbet af snakken, udtrykte hun flere gange stor begejstring for og interesse i, hvad velfærdsteknologi egentlig kan gøre for plejekvaliteten af vore ældre og for plejepersonalets hverdag.  

Samtalen sluttede dog imidlertid med, at hun sagde, at de nok aldrig kom til at indføre den type teknologi i hendes kommune. Grunden hertil var, at teknologien selvfølgelig koster penge, men hun kunne også se en meromkostning ved, at en højere plejekvalitet sandsynligvis ville medføre længere levende plejekrævende borgere – og dermed en betydelig meromkostning for kommunen.  

Tilsvarende fortalte en ældrechef mig i en anden kommune, at den aktuelle krise ved mangel på arbejdskræft i ældreplejen faktisk er en stor hjælp for ham – fordi det er nemmere at holde omkostningsbudgettet, når man eksempelvis kun ansætter syv SOSU’er i stedet for ti. Ligeledes vil man i den situation heller aldrig få ballade for en lav plejekvalitet, da man jo åbenlyst mangler medarbejdere.  

Begge samtaler er selvfølgelig refereret frit fra min hukommelse, men pointerne var ikke til at misforstå.

Kolde kynikere eller hjertet på det rette sted?

Når man hører sådanne udsagn, er det selvfølgelig nemt at blive forarget og konkludere, at de mennesker der har ansvaret for at vores plejekrævende ældre har et værdigt og godt liv, er nogle kolde kynikere.  

Intet, tror jeg dog, kunne være mere forkert.  

Jeg oplever, at politikere, forvaltninger og ikke mindst ledere samt personale i plejen har hjertet på rette sted og faktisk brænder for at give en god og værdig omsorg til nogle af de mennesker i vores samfund, der har allermest brug for den.  

Problemet er derimod, i min optik, at de på ingen måde er incentiverede til at sætte kvalitet over økonomi. Det tror jeg i hvert fald er en stor del af forklaringen på, at vi relativt ofte kan læse aviser eller se dokumentarer på TV om tragiske og kedelige sager i ældreplejen.  

Eksemplerne er desværre mange. For at nævne nogle stykker er der for eksempel de igangværende sager om vanrøgt i Københavns Kommune, som Berlingske har skrevet om, Frederiksberg Kommune, som ifølge Dansk Statistik skraber bunden, når det kommer til kvaliteten af hjemmeplejen – for ikke at nævne Ældresagens 196 skræmmende og groteske vidnesbyrd om omsorgssvigt i ældreplejen, som blev afleveret den 17. september i år. De tåler hverken at blive læst lige inden spisetid eller som godnathistorie.

Spørgsmålet her er så, hvad den enkelte kommune reelt vil betale for at undgå sager som disse? Mit gæt er enten ingenting, eller at pengene bliver taget andre steder fra og derved kan resultere i forringelser på eksempelvis socialområdet.  

En ottende, central anbefaling til Ældreministeren

Der er altså ingen, der klapper en ældrechef på skulderen, hvis vedkommende investerer stort i at løfte plejekvaliteten, men derved ikke overholder sit budget. Sådan en person er nok nærmere fyringstruet.  

Det er også derfor, at jeg desværre ikke har meget fidus til de syv sympatiske og velmenende anbefalinger, der den 12. september blev overrakt fra Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen til Ældreministeren.  

Nuvel, jeg synes det er nogle rigtig fine budskaber, særligt anbefaling 6 og 7, der omhandler investeringer i velafprøvet teknologi og fjernelse af juridiske barrierer. Men desværre bliver den helt store elefant i rummet udeladt.  

Derfor vil jeg komme med en ottende anbefaling, som jeg mener er alfa og omega for at udbrede velfærdsteknologi: ”Staten og de 17 nye sundhedsråd, skal sætte klare målbare krav til kvaliteten af ældreplejen i kommunerne og gøre det økonomisk attraktivt for kommunerne at (over)opfylde kravene”.  

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil se et markant skub i forhold til udbredelsen af velfærdsteknologi i det øjeblik, at plejekvalitet bliver en reel ’skal-opgave’ i kommunerne med tilhørende økonomiske incitamenter. Og lur mig, om nogle af de barrierer, vi oplever i dag, ikke ville forsvinde på magisk vis, hvis kommunerne havde større (økonomisk) motivation til at hæve plejekvaliteten…

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl.