Brugerhistorie: Da bogstaverne stod stille – Victorias vej til læseglæde

Jeg vil gerne fortælle jer en historie. En personlig historie. Om vores datter Victoria.

Victoria er 11 år og går i 4. klasse. Hun er fantasifuld, kærlig, kreativ – en af de der børn, der kan forsvinde helt ind i leg eller fortællinger med veninderne.  

Men skolegangen, særligt læsning og skrivning, har altid været en stor udfordring for hende. Allerede i de små klasser begyndte vi at ane det. Hun forvekslede bogstaver, sprang ord over og blev hurtigt udmattet bare af at læse en kort sætning. Og en dag sagde hun noget, jeg aldrig glemmer:

"Far... det er som om, bogstaverne løber rundt som små hamstrer på siden."

Det gjorde indtryk. For vi kunne jo også se det – ikke bare på hendes læsefærdigheder, men på hendes tro på sig selv. Hun begyndte at trække sig. Blev mere stille, usikker. Hun var bange for at fejle, og i takt med det mistede hun også noget af sin glæde.

Et væld af tiltag – men så kom brillen

Så fik vi hende testet. Og ja – testen var klar: ordblind. Rød i alle felter.

Det kom ikke som et chok. Dybest set vidste vi det jo godt, men det gjorde alligevel ondt. For det blev så tydeligt, hvor meget det allerede havde sat sig – ikke bare i hendes læring, men i hendes selvopfattelse og sociale liv.

Vi prøvede mange forskellige tiltag. Programmer, støtteordninger, pædagogiske værktøjer. Men intet hjalp hende for alvor. Og så… kom brillen.

En læsebrille. Simpel, men med speciallinser, som dæmper den visuelle uro, mange ordblinde oplever. Vi havde ikke store forventninger – det var bare endnu et forsøg i rækken – men da Victoria tog den på for første gang, skete der noget magisk.

Hun begyndte at græde. Ikke af frustration – men af lettelse. Hun kiggede op og sagde:

"Mor... bogstaverne står stille... Jeg kan læse det her."

Der sad vi med en klump i halsen. For det øjeblik – det var et vendepunkt. Det var, som om en dør åbnede. En dør til en verden, som ellers havde været lukket for hende.

Fra læsevanskeligheder til læseglæde

Siden den dag er alt blevet anderledes.

Hun læser hjemme, hun tør skrive og laver færre fejl. Hun er gladere og mere modig. Og det smukkeste? Hun går selv på biblioteket og låner bøger. Frivilligt og med glæde.

Det er stadig ikke let. Hun er stadig ordblind og har stadig brug for støtte. Men forskellen er, at hun tror på, at hun kan – og det gør hele forskellen.

For os som forældre er det næsten ufatteligt, at noget så enkelt som en Lexilens-læsebrille kunne få så stor betydning. Men det gjorde den. Det har været livsforandrende.

Derfor er det vigtig at dele Victorias historie. Det gør jeg i håb om, at andre børn, som kæmper med de samme bogstaver, måske også kan få lov til at opleve den lettelse, det håb – og den sejr – det er, når man pludselig kan læse på sin egen måde.

– Far til Victoria