Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
VELA er nyt medlem af CareNet

VELA er nyt medlem af CareNet

07. august 2019

CareNet byder velkommen til VELA, som vil give borgere med funktionsnedsættelser mulighed for selvstændigt at udføre hverdagsaktiviteter ved hjælp af specialstole. 

Oprindeligt var VELA et møbelfirma, men i starten af 70’erne begyndte virksomheden at producere arbejdsstole, som hjælper borgere med funktionsnedsættelser til en bedre hverdag.

Salgschef Rikke Sandager Jørgensen fortæller til CareNet, at VELA i dag er bygget op af tre forretningsgrene: VELA Rehab, VELA Medical og Vermund.

- Vi har tre ben at stå på. Det vil sige tre forretningsgrene. VELA Rehab er den ældste og største, og den står for 75 procent af VELA’s omsætning. Det er her, vi fremstiller specialstole, arbejdsstole og el-kørestole, som skal understøtte borgere med funktionsnedsættelse, siger hun.

Kommunalt samarbejde med udgangspunkt i borgernes situation

Når VELA samarbejder med de danske kommuner, er det med udgangspunkt i borgerens situation, fortæller Rikke Sandager Jørgensen. Det drejer sig derfor om, hvilke aktiviteter der er vanskelige for borgeren at udføre, hvilke funktionsnedsættelser borgeren eller terapeuten ønsker at få afhjulpet eller støttet op omkring, samt hvad borgeren eller terapeuten ønsker at opnå med en VELA-stol.

For at sikre, at borgeren får den bedst egnede stol, har VELA konsulenter og teknisk personale kørende i alle afkroge af Danmark, som er klar til at rådgive terapeuter og borgere, forklarer Rikke Sandager Jørgensen.

- VELA har mange stolemodeller og mange muligheder for at tilpasse stole, således de afhjælper borgerens funktionsnedsættelse og fungerer i de omgivelser, stolen skal anvendes i. Det er derfor væsentligt for os at rådgive terapeuten og borgeren til at finde den stol, der er bedst egnet til at støtte den enkelte borger, så borgeren opnår mulighed for at kunne udføre flere hverdagsaktiviteter. Med stolen ønsker vi også at hjælpe borgeren dels til færre smerter og dels til at spare på kræfterne, således de ikke udtrættes så hurtigt, siger hun.

CareNet skal bidrage til vidensdeling

Rikke Sandager Jørgensen fortæller, at det er med henblik på den ældste og største forretningsgren, VELA Rehab, at de har interesse i CareNet.

- Det er med perspektiv i VELA Rehab, at vi har ønsket medlemskab i CareNet. Idet vi ønsker at deltage i den vidensdeling, CareNet formidler, siger hun.

CareNets netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz byder VELA velkommen i CareNet.

- Vi i CareNet glæder os til samarbejdet med VELA. Som Rikke Sandager Jørgensen pointerer, så er én af CareNets styrker jo vores solide videns- og formidlingsplatform, hvor vi samler erfaringer fra især kommunerne til gavn og glæde for de øvrige medlemmer. Der skal være fokus på best-practice i et vidensbaseret netværk, og når vi f.eks. taler om rehabiliteringsområdet, så er der jo flere kommuner, hvor indsatsen med rette kan og bør inspirere andre, siger han og tilføjer:

- Samtidig er vores formidlingsplatform udviklet med det formål kontinuerligt at præsentere ny viden om nye teknologiske muligheder inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Og jeg ser frem til at dele nyeste viden om bl.a. VELA’s produktportefølje med netværket.

Læs mere om VELA her.