Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Nyt projekt samler danskernes sundhedsdata til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger

Nyt projekt samler danskernes sundhedsdata til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger

11. oktober 2018

Der ligger et uudnyttet potentiale i de voksende mængder af danskernes sundhedsdata. De skal derfor være med til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger.

Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Et nyt projekt under navnet HealthD360 vil skabe bedre sundhed ved at samle danskernes data fra det offentlige sundhedssystem og koble dem med data fra deres smartphones og såkaldte "wearables". Målet er, at man med den indsamlede data kan fremme mere personlige og sammenhængende behandlingsforløb i et samarbejde mellem patienter og sundhedspersonale.

Innovationsfonden investerer 20 mio. kr. i projektet, der er et samarbejde mellem offentlige og private aktører om at håndtere udfordringer inden for datasikkerhed og GDPR.

HealthD360 skal koble eksisterende systemer i en ny data- og samarbejdsstruktur, som samler og analyserer forskellige typer af data. Infrastrukturen skal understøtte en sikker håndtering af sundhedsdata og give patienterne mulighed for at vælge, hvilke data de vil dele med sundhedssystemet, fremgår det af pressemeddelelsen.

Projektpartnerne skal i tæt samarbejde med borgere udvikle nogle løsninger, der er målrettet sundhedsprofessionelle og borgere inden for to pilotområder i udvalgte kommuner: mental sundhed og overvægt blandt børn og unge og sårbehandling og sundhed hos ældre.

- Vores potentiale for at nytænke forebyggelse og behandling gennem sundhedsdata er enormt, hvis vi samarbejder med borgerne om at udvikle sikre og brugervenlige løsninger. Er vi ikke udfarende i projekter som dette, bliver det teknologigiganter som Google og Apple, der i fremtiden vil udvikle og tilbyde de bedste digitale sundhedsløsninger - og vel at mærke kun til dem, der har råd til at betale. Det kan på sigt føre til større ulighed i sundhed, siger Carsten Obel, projektleder, professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.

Projektet udføres i et partnerskab mellem Aarhus Universitet (Institut for Folkesundhed og Institut for Datalogi), Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, Bispebjerg Hospital, Regionshospitalet Randers, Cambio, Novax, Opus Consult, Kite Invent, Sundhed.dk, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP), Danske Patienter samt kommunerne Aarhus, Favrskov, Odder og Ringkøbing-Skjern.

LÆS MERE HER