Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Fliser med indbygget leg får ældre til at smide stokken

Fliser med indbygget leg får ældre til at smide stokken

13. september 2018

Bedre balance, stærkere ben og potentiale til at spare millioner af kroner. Det er nogle af de overraskende resultater, ældre har opnået med legende træning på specialudviklede fliser fra Patient@home-virksomheden Entertainment Robotics.

Farvestrålende dioder blinker insisterende og fortæller, hvilken flise fødderne skal træde på næste gang. Og fødderne bevæger sig lystigt på jagt efter den næste farve. På Vennerslund dagcenter i Gentofte Kommune er genoptræning i ældrecenteret blevet en sjov leg. 

- Vi griner meget og har det sjovt, fortæller Lise Olsen, der træner på de såkaldte Moto fliser, der gør det muligt at flytte genoptræning og forebyggende træning fra hospitalerne til kommunerne og ind i borgernes eget hjem.

Gentofte Kommune er en af de kommuner, som har implementeret de interaktive fliser som en del af deres genoptræningstilbud. Fliserne har forbedret de ældres balance med 150 procent og deres styrke i benene med 22 procent. Og hele ni ud af ti ældre synes ligesom Lise Olsen, at træning på fliserne er sjovt. Det gør, at de træner hårdere, end de ellers ville. Allerede efter få træningsgange ses en markant forbedring af både styrke og balance, og de ældre kan overraskende hurtigt slippe stok og rollator og blive mere selvhjulpne i hverdagen.

Ti års forskning

Fliserne er udviklet på Center for Playware ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). De måler 30 x 30 cm og klikkes sammen som et puslespil. De styres via en tablet, der indeholder et bredt udvalg af spil, som får fliserne til at lyse op i bestemte mønstre, hvor den ældre så flytter fødderne fra flise til flise. De positive resultater med teknologien viser, at træning med Moto fliserne ikke alene giver de ældre bedre mobilitet, de styrker også deres hukommelse.

- Jeg er enormt glad for, at vi er kommet til det her punkt. Vi har brugt mere end ti år på at udvikle teknologien, der skaber gode resultater, siger professor Henrik Hautop Lund, Center for Playware på DTU.

Læs mere

Kilde: patientathome.dk