Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CEKURA har succes med inddragelse af pårørende i nødkaldsprocessen

CEKURA har succes med inddragelse af pårørende i nødkaldsprocessen

28. februar 2017

CareNet bringer her en virksomhedspræsentation fra medlemmet CEKURA. Præsentationen der er skrevet af Søren Viktor Nielsen Senior Marketing Manager, fokuserer på fordelen ved at inddrage pårørende i nødkaldsprocessen og muligheden for at give borgere nødkald i kommunal regi.

Uudnyttet menneskelig kapital på 900.000 personer

Ældre Sagen har i flere år forsøgt at sætte fokus på de mange pårørende, der gerne vil være med til at yde et bidrag til svækkede eller syge ældre. Ifølge organisationen er hver femte dansker en ”nær pårørende” til en ældre, plejekrævende person. Sammenlagt er der 900.000, der gerne vil hjælpe. Ældre Sagen efterspørger en mere målrettet indsats for at organisere støtten fra pårørende og ønsker blandt andet, at hjælpen fra pårørende skal kunne sættes i system.

Disse 900.000 personer kan bidrage til at øge kvaliteten i ældreplejen ved blandt andet at aflaste hjemmeplejen på nogle kerneområder – vi skal blot lære at udnytte denne menneskelig kapital korrekt.

Hvad har vi af viden på området?

Og der er en god indikation for, at pårørende har lyst til at hjælpe. Men hvordan skal denne hjælp administreres i praksis og hvordan skal man i praksis implementere en god arbejdsfordeling mellem den kommunale hjemmepleje og pårørende?

I CEKURA, har vi i løbet af de sidste fem år arbejdet med at involvere familien og naboen i nødkaldsprocessen og med at give borgere med nødkald mere mobilitet, således at borgeren, der har behov for nødkald, ikke længere er begrænset i sin bevægelsesfrihed til hjemmets fire vægge.

Der er både fordele, men også udfordringer ved at lade pårørende eller naboer være en del af borgerens nødkaldsproces – og måske endda overtage nogle af hjemmeplejens opgaver.

Et af de første spørgsmål, man bør stille sig, hvis man vil involvere pårørende i nødkaldsprocessen, er, om der generelt er et tilstrækkelig stort ønske hos de pårørende om at være en del af nødkaldsprocessen.  Ligeledes bør man også se på, i hvilket omfang borgeren overhovedet vil have sine pårørende til at være mere behjælpelige, samt med hvilke opgaver?

Sådan involverer vi de pårørende

CEKURA har valgt at formidle nødkaldet til pårørende ved selv at fungere som en form for forvagt på nødkaldet. Forskellen fra at være forvagt for pårørende og at være almindelig forvagt på nødkaldet er, at pårørende indtænkes i nødkaldsprocessen – hvor nødkaldet ellers sædvanligvis ville blive stillet videre til plejepersonale eller en anden offentlig instans. Efterhånden har vi fået god erfaring med at sortere i nødkaldene og vurdere, hvornår nødkaldet er relevant for hjemmeplejen, hvornår det er relevant for familien/naboen, hvornår der skal handles akut og tilkaldes ambulance eller politi, eller hvornår CEKURAs medarbejdere selv kan klare det over talefunktionen i nødkaldet.

I CEKURA oplever vi nemlig at der er en enorm interesse fra pårørendes side for at være med i nødkaldsprocessen. Det vigtigste er at få de pårørende ”aktiveret”. Når en borger opretter sig hos CEKURA med et nødkald, er en af de første ting, vi spørger borgeren om er, hvorvidt denne har nogle pårørende, han eller hun ønsker, der skal kontaktes i tilfælde af et nødkald. Derpå tilrettelægger vi en proces for, hvad der skal ske med hver borger i tilfælde af nødkald.

Nødkald bliver brugt til meget mere end blot at kalde, når man er i nød

Ofte bliver pårørende – det kan være et familiemedlem eller en god nabo – en del af nødkaldsprocessen og bistår med alt, lige fra at hjælpe borgeren med at komme op efter et fald / komme op fra en stol, hjælpe, hvis borgeren ikke kan nå sin avis, sine briller, eller skal have hjælp til at slukke eller tænde for lydbogen eller fjernsynet. Sædvanligvis ville det være opgaver, som hjemmeplejen ville tage sig af – til stor frustration, da det jo ikke er en del af deres opgave og fordi borgeren måske opdager, at han/hun for eksempel ikke kan nå avisen 5 minutter efter, at hjemmehjælpen er gået. Dette vil almindeligvis sætte hjemmehjælperen i et dilemma – ”skal jeg vende tilbage og hjælpe borgeren, eller skal jeg fortsætte med min arbejdsgang og vende tilbage til borgeren hvis der er tid i sidste ende”? I CEKURA oplever vi også, at inddragelsen af de pårørende giver dem en følelse af tryghed, fordi de ved, at CEKURA altid vil kontakte dem, hvis der sker den ældre noget.

Et fremtidssikret nødkald

Ifølge Danmarks statistik vil antallet af ældre over 65 stige fra 16 % i dag til 25 % i 2042. Udfordringen for ældreplejen er, at antallet af borgere i den produktive alder i samme periode vil falde vil være svagt faldende. Dette vil give en større belastning på plejeområdet. Derfor skal fremtidssikringen af nødkaldet allerede ske nu. Der er nemlig ikke kun tale om en teknologisk løsning – man skal som samfund også omstille sig til, at pårørende er villige til at påtage sig flere opgaver. I løbet af de sidste 50 år og med velfærdssamfundets vækst er pleje og omsorg for ældre nemlig blevet skubbet over til kun at være et kommunalt anliggende. Med den demografiske udvikling in mente - og med de teknologiske muligheder inden for nødkald, som vi har i dag, er det på tide at finde en fornuftig balance mellem det offentlige og de pårørende på ældreområdet.

Succeshistorierne

I CEKURA oplever vi gang på gang, hvordan pårørende kan blive inddraget i nødkaldsprocessen. Opgaverne er mange og hos de borgere, der har hjemmepleje, er det en stor aflastning for hjemmeplejen, at pårørende kan tage sig af nogle af opgaverne.

Lydbogen slutter altid på det forkerte tidspunkt

Inge er 83 år og ser dårligt. Hun har efter tre blodpropper mistet førligheden i det ene ben og har delvis nedsat kognitiv funktion. Inge har meget svært ved at læse – dels på grund af synet dels på grund af besværet med koncentrationen; men hun er meget glad for sine lydbøger, som hun hører på kassettebånd. Hun kan dog kun med vanskelighed selv skifte båndet, og har derfor tit brug for nogen, der kan hjælpe hende.

Hjemmeplejen kommer to gange om dagen, og er naturligvis behjælpelig med at sætte et nyt bånd i apparatet, hvis Inge ønsker det. Men ofte har Inge lyst til få skiftet lydbog, når hjemmeplejen ikke er der. Og hvis der først går fem timer, før hjemmehjælpen kommer næste gang, skal Inge vente i lang tid. Hun har også svært ved at bruge telefonen og bruger derfor sit nødkald til at komme i kontakt med ”en eller anden”, der kan hjælpe hende. Nødkaldet går til CEKURA, og normalt ville man i denne situation enten kontakte hjemmeplejen eller sige til borgeren, at hun skal vente på, at hjemmeplejen kommer forbi. Vi har derfor aftalt med en af Inges naboer, at når Inge kontakter os gennem nødkaldet, fordi hun gerne vil have skiftet lydbog, kan vi ringe til naboen, der så kan komme forbi og skifte lydbogen. Denne løsning fungerer rigtig godt, da hjemmeplejen ikke bliver belastet af nødopkald, der ikke er akutte, og samtidig bliver borgeren ikke afvist.

Hjælper sin mor op af stolen

Et andet eksempel på, hvordan pårørende med fordel kan involveres i nødkaldsprocessen, er situationen med Grethe på 79, der på dårlige dage mangler kræfter i benene til at komme op af sin lænestol. Dette kan ødelægge hendes dag fuldstændig. Men hvis hun får hjælp til at komme op, kan hun sagtens klare en del huslige opgaver og få sin dag til at fungere. Opgaven med at komme op af lænestolen er ikke akut, og det betyder, at det ikke er sikkert at hun kan få hjælp til det med det samme af den udekørende hjemmepleje, hun er tilknyttet. Da hun oprettede sig hos CEKURA, fik vi også kontakt til hendes søn, som er mere end villig til at være behjælpelig. Når Grethe en gang imellem ikke kan komme op af lænestolen, trykker hun på sit nødkald, hvorefter vi tager kontakt til hendes søn, som kommer og hjælper hende op.

Fik kontakt til datteren efter 10 år

En af glæderne ved at arbejde med nødkald og involvering af pårørende er de små historier, man nogle gange oplever. En af dem er en ældre kvinde, der i løbet af de sidste 10 år ikke har haft kontakt til sin datter. De var blevet uvenner, og var ikke kommet på talefod igen. Da kvinden oprettede sig hos CEKURA bad vi hende – som sædvanligt – om oplysninger på pårørende eller naboer. Datteren var den eneste, hun havde, og hun opgav lidt modvilligt hendes kontaktoplysninger. Efter en hændelse, hvor nødkaldet blev aktiveret, og hvor vi ligeledes kontaktede datteren, er mor og datter begyndt at se hinanden lidt igen.