Søvn er noget af vigtigste for, at en borger trives og har det godt. Hør historien om, hvordan en borger med rygmarvsskade gik fra at have søvnproblemer til at få nattesøvnen tilbage med Soft Tilt.
Søvn – især den dybe søvn – er af stor betydning for vores liv og velfærd. En god søvn bidrager eksempelvis til dannelsen af de hormoner, der sørger for at udvikle og vedligeholde vores krop og hjerne.
Søvnen forbedrer desuden immunforsvaret, styrker hukommelsen og kreativiteten og er med til at forebygge stress, angst og depression. En god nattesøvn bidrager altså til et godt liv og er lige så afgørende for, at vi trives og har det godt som sund kost og motion. Det skriver Psykiatri Fonden.
Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer, at personer med søvnproblemer får den hjælp, som de behøver. Flere forskellige velfærdsteknologier kan gøre en afgørende forskel her.
En markant forskel
Én af dem er Soft Tilt fra CareNet-medlem Careturner og deres forhandler, Invacare. Det innovative vendesystem sikrer, at borgere med eksempelvis nedsat mobilitet automatisk repositioneres i løbet af natten.
Og en af dem der har haft stor gavn af sengen, er Bente Rey, som gennem Dansk Handicap Forbund fik lejlighed til at afprøve produktet. Bente Rey er rygmarvsskadet. Det betyder blandt andet, at hun ikke er i stand til at rokere og vende sig i sengen i løbet af natten. Og her har Soft Tilt gjort en stor forskel.
- Gennem en kontakt fra DHF fik jeg mulighed for at afprøve Soft Tilt. Efter afprøvningens første uge var det klart for mig, at der her var tale om værdifuld velfærdsteknologi, der er med til at give mig en bedre søvn, fortæller hun og fortsætter:
- Afprøvningen resulterede i en kontakt til min kommune, der straks bevilligede mig Soft Tilt, og jeg har nu i et par måneder oplevet en markant bedre nattesøvn, fordi de vendinger, som jeg har valgt at indstille systemet til kontinuerligt natten igennem, svarer til mine nætter inden min rygmarvsskade, hvor jeg selv var i stand til at rokere og vende mig om på siden flere gange i nattens løb.
Men faktisk er det ikke ’kun’ en markant bedre nattesøvn som følge af den kontinuerlige vending, som Bente Rey får ud af at bruge Soft Tilt. Vendesystemet har nemlig også en positiv effekt på en række andre områder. Det gælder blandt andet i forhold til spasmer i kroppen, som Bente har døjet en del med, og ikke mindst når det kommer til forebyggelse af tryksår.
- Desuden oplever jeg ikke længere at vågne om natten på grund af spasmer i ben, fødder og hænder, hvilket jeg gjorde før. Hertil kommer, at Soft Tilt klart er med til at minimere risikoen for tryksår for mig, da jeg ikke selv er i stand til at skifte stilling om natten, fortæller Bente Rey.
Et værdifuldt samarbejde
Careturner har i løbet af 2022 – gennem Danish.Care – indledt et samarbejde med Dansk Handicap Forbund. Formålet med samarbejdet har været at udbrede kendskabet til Soft Tilt og tydeliggøre de positive forskelle, som hjælpemidlet kan gøre for mange af forbundets medlemmer.
Mange af forbundets medlemmer kæmper nemlig dagligt en kamp med at holde tryksår væk fra kroppen. På baggrund af dette har flere af medlemmerne derfor ønsket at afprøve Soft Tilt for at mærke på egen krop, hvilken forskel produktet kan gøre.
Samtidig er samarbejdet også blevet stablet på benene med målet om at tilegne sig yderligere viden om produktet i brugssituationer. Erfaringer, som dem Bente har gjort sig, bidrager ifølge CEO i Careturner A/S, Michael Kock, til vigtig viden for Careturner, som kan bruges til at udvikle videre på parametre som funktionalitet og brugervenlighed med videre.
- Som mindre dansk medtech-virksomhed med begrænsede ressourcer er muligheden for at samarbejde med brugergrupper og branchens mange stakeholdere essentiel for Careturner A/S. Vores produkt Soft Tilt er eksempelvis færdigudviklet i tæt samarbejde med vores forhandler, Invacare, som hjalp os med at få de mange certificeringer og godkendelser på plads. Vi har også løbende værdifulde samarbejder med hospitaler og kommuner, hvor vi inddrager deres store viden i den løbende videreudvikling, som der altid er, når man beskæftiger sig med velfærdsteknologi, udtaler Michael Kock og fortsætter:
- Men samarbejdet med Dansk Handicap Forbund og dets medlemmer er helt specielt, da det giver os mulighed for en tæt dialog med forskellige brugergrupper med hver deres udfordringer. Samarbejdet med Bente har givet stor viden om de behov, rygmarvsskadede har. Og Bentes erfaringer og værdifulde input bliver nu også delt og anvendt i vores arbejde på eksportmarkederne for eksempel i Norge. Det er vores ambition at arbejde videre med andre relevante handicapgrupper, så vi kan udarbejde segmenterede og målrettede tilpasninger, som i endnu højere grad imødekommer brugernes behov.
Careturner er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.