De forebyggende hjemmebesøg i Haderslev Kommune vinder SUFOs pris som Årets Sundhedsfremmende og Forebyggende Indsats for ældre 2023.
Landsforeningen for ansatte i Sundhedsfremmende Forebyggende hjemmebesøg, SOFU, uddelte mandag den 12. juni 2023 den årlige pris for Årets Sundhedsfremmende og Forebyggende indsats ved foreningens årskonference.
Her blev det afgjort, at Haderslev Kommune løber med årets hæder, og dermed kan kalde sig den kommune, som i SUFOs øjne har gjort den største indsats inden for området.
I forbindelse med prisoverrækkelsen satte formand for SUFO, Anne Dorthe Prisak, nogle perspektiver på, hvorfor det lige netop blev Haderslev Kommune, der løb med prisen.
- Haderslev kommune har haft offensivt fokus på, hvordan forebyggelse og sundhedsfremme kan optimeres på ældreområdet, blandt andet så flere borgere takker ja til et forebyggende hjemmebesøg. I den sammenhæng har de arbejdet med en inspirerende og konstruktiv indsats, der har skabt synlighed om de forebyggende hjemmebesøg – og potentialet for både opsporing, forebyggelse og fællesskaber.
- Det er lykkedes i en sådan grad, at der er sket opnormering på området. Et resultat, der taler for sig selv. Stort tillykke til Haderslev, fortæller Anne Dorthe Prisak på SUFOs hjemmeside.
Det fremgår, at de forebyggende hjemmebesøg gennem de sidste fem år har arbejdet for at skabe mere fokus på forebyggelsesindsatser for den ældre borgergruppe i Haderslev kommune – en indsats som har været en stor succes.
Stor glæde og stor anerkendelse
I et opslag på LinkedIn hylder direktør i Haderslev Kommune, Rolf Dalsgaard Johansen, de ansatte i Social og Sundhed i kommunen, som han kalder dedikerede, ansvarsfulde og kreative.
Her fortæller han, at man, siden sommeren 2021, har arbejdet systematisk på at implementere en fælles tilgang, som kaldes’Værdifuld Hverdag’.
Her har fokus været på at skabe en værdifuld hverdag for både borgerne og medarbejderne, mens også samarbejdet med civilsamfund om værdifulde fællesskaber og kampens mod ensomhed har været centrale elementer. Og her har de forebyggende hjemmebesøg spillet en vigtig rolle, påpeger Rolf Dalsgaard Johansen, der giver et par eksempler på, hvorfor han mener, at Haderslev Kommune har gjort sig fortjent til prisen.
- I et boligområde er der oprettet en rollator gå-gruppe. Gruppen mødes hver torsdag, går ture og drikker kaffe. En borger, som tidligere har haft forebyggende hjemmebesøg, er gå-vært for gruppen. Behovet blev opdaget af kollegaerne i Social og Sundhed, og der blev udarbejdet og omdelt flyers. Og vupti var et nyt fællesskab en realitet, indleder Dalsgaard Johansen og fortsætter med næste eksempel i rækken:
- I en landsby ønsker en borger sig en cykelven. Bare én ven, ikke et stort fællesskab. Kollegaerne i Social og Sundhed taler sammen. Det viser sig, at der er en anden borger med et tilsvarende ønske. Nu har den ensomme borger sig en cykelven, og de to er også begyndt at spille skak sammen en gang om ugen.
Ifølge Rolf Dalsgaard Sørensen er dette blot to eksempler i rækken af flere, der viser, hvordan man i Haderslev Kommune benytter sig aktivt af tilbud i form af forebyggende hjemmebesøg – besøg som først og fremmest skal understøtte det gode liv for den enkelte.
Han påpeger ligeledes, at man grundet den store indsats på området i dag oplever, at flere takker ja til et hjemmebesøg end tidligere. Det sker blandt andet ved et øget fokus på at inddrage ressourcestærke, frivillige aktører samt vejledning og rådgivning.
CareNet ønsker Haderslev Kommune STORT tillykke med prisen.
Haderslev Kommune er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.