Teknologi

25

.

March

2024

Fremtidens velfærd skal sikres med arbejdskraftfrigørende teknologi

Sundheds- og velfærdsteknologi, der frigør arbejdskraft, er afgørende for, at vi i fremtiden kan opretholde det samme niveau i velfærdsydelserne.

’Digitalt og teknologisk først’

Frem mod 2028 skal vi i sundhedssektoren arbejde ud fra ovenstående princip.

Det digitale og det teknologiske skal stå i første række, når en borger skal tilbydes en ydelse i sundhedssektoren. Det slog regeringen, Danske Regioner og KL fast i en aftale kort før årsskiftet.

Det betyder blandt andet, at borgere som udgangspunkt skal tilbydes en digital kontakt i stedet for et fysisk fremmøde i de situationer, hvor det giver sundhedsfaglig og økonomisk mening, og hvor borgeren ønsker det.

Stort behov for arbejdskraftfrigørende teknologi

Princippet rækker dog også ud over selve kontakten, der i højere grad skal gøres digital.

Brugen af sundheds- og velfærdsteknologi har ifølge leder af Teknologi i Praksis, DokkX samt CareWare, Kirsten Rud Bentholm, nemlig potentiale til at revolutionere arbejdsmarkedet ved at automatisere rutinemæssige opgaver inden for sundhedspleje, ældrepleje og handicapassistance.

Og behovet for dette er rigtigt stort. Det kan nemlig være med til at frigøre tid og ressourcer, som kan anvendes til mere komplekse og specialiserede opgaver, hvor menneskelig ekspertise er afgørende.

- Behovet for arbejdskraftfrigørende teknologi er stort. Det handler i første omgang om rekrutteringsudfordringerne i sundhedssektoren og den demografiske udfordring. Helt basalt mangler vi medarbejdere set i forhold til antallet af ældre – og det bliver kun værre i fremtiden, fortæller Kirsten Rud Bentholm og fortsætter:

- Når man sætter de to udfordringer sammen – mangel på sundhedsmedarbejdere og et stigende antal af ældre borgere i samfundet – så bliver det meget svært at opretholde det samme niveau i velfærdsydelserne, som vi kender det i dag. Der skal simpelthen kigges på alternativer, og her kan sundheds- og velfærdsteknologierne yde et stort bidrag.

Ifølge Kirsten Rud Bentholm spiller de arbejdskraftfrigørende teknologier en vigtig rolle i fremtidens velfærds-Danmark. Det handler både om at styrke behandlingen af den enkelte borger, men også om at sikre et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

- Ved hjælp af arbejdskraftfrigørende teknologi skal vi sikre, at den enkelte borger får en god og værdig behandling i sundhedssektoren. Og så skal det naturligvis også være sundt at gå på arbejde. Vi må og skal passe på de fagpersoner, vi har. Som samfundet udvikler sig, skal vi alle blive længere på arbejdsmarkedet, og her kan sundheds- og velfærdsteknologi være med til at sikre, at vi tager bedre hånd om arbejdsmiljøet og på den måde undgår sygemeldinger og tidlig pension, fortæller hun.

Mere fokus på arbejdskraftfrigørende teknologi

Men hvad skal der helt konkret til for, at der kommer mere fokus på teknologier, der frigør arbejdskraft?

Det er ét af de helt store spørgsmål. For sundheds- og velfærdsteknologi har længe været et område, der har skabt værdi og vist stort potentiale, men alligevel kan det være svært at få de arbejdskraftfrigørende teknologier ud over rampen.

- I Danmark har vi heldigvis et samfund med mange iværksættere og dygtige virksomheder, der går forrest, når det kommer til udviklingen af sundheds- og velfærdsteknologi. Der findes mange gode løsninger derude, som allerede nu har bevist, at de kan gøre en forskel for den enkelte borger og medarbejder – og samtidig kan frigøre tid og ressourcer. Der skal også udvikles nye løsninger, for behovet ændrer sig jo løbende, men vi skal starte med det, vi allerede har – det der virker, fortæller Kirsten Rud Bentholm og fortsætter:

- Et fælles princip om ’digitalt og teknologisk først’ giver god mening. Men vi skal også facilitere det, for ellers gør det ingen forskel. Det digitale og teknologiske skal være et værktøj i dagligdagen, som er let at gå til. Det handler i første omgang om, at vi skal være bedre til at forberede vores medarbejdere til at bruge teknologi. Og det kan være svært, når den daglige drift er presset i forvejen. For mig at se er travlhed i den daglige drift en af de største hæmsko for implementeringen af arbejdskraftfrigørende teknologi.

Foruden fokus på digital parathed og uddannelse af medarbejdere skal der ifølge Kirsten Rud Bentholm også ses nærmere på det lovgivningsmæssige – ligesom borgerne også skal inddrages i højere grad.

- En anden udfordring er, at det juridiske ofte kan stå i vejen for udbredelse af teknologierne. GDPR-lovgivningen bremser en del af teknologiudbredelsen, eksempelvis når det kommer til kunstig intelligens og GPS-tracking til ’overvågning’ af borgere med demens med mere. Jeg mener, at der er brug for, at man på regeringsniveau får kigget på den her lovgivning, så der bliver gjort plads til teknologierne, fortæller Kirsten Rud Bentholm og fortsætter:

- Og så er der også noget at tage fat i, når det kommer til borgernes viden om teknologierne. Her har kommunerne en forpligtigelse til at informere borgerne om, hvad der findes. Det kan man gøre på mange måde. I Aarhus har vi eksempelvis DokkX, som er en velfærdsteknologisk udstilling, der tjener dette formål. Det handler om at gøre det muligt for borgerne at få noget mere information om, hvad der findes.

Kom med til konference om arbejdskraftfrigørende teknologi

Hos CareNet ser vi også et stort behov for arbejdskraftfrigørende teknologier og en øget udbredelse af disse. Derfor er CareNet og CareWare nu gået sammen for at sætte yderligere fokus på arbejdskraftfrigørende teknologi ved en kommende konferencedag.

- Hos CareNet ser vi stor værdi i teknologi, der kan være med til at frigøre tid og ressourcer i en presset sundhedssektor. Sammen med CareWare inviterer vi derfor i maj til konferencedag om arbejdskraftfrigørende teknologier, hvor vi håber på stor deltagelse fra alle landets kommuner, fortæller netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, inden Kirsten Rud Bentholm supplerer:

- Vi er glade for, at vi sammen med CareNet nu kan sætte yderligere fokus på arbejdskraftfrigørende teknologier. Vi ser begge det store behov for implementering af denne type teknologi, og en forudsætning for succesfuld implementering er mere viden til de sundhedsfaglige medarbejdere i forhold til at bruge teknologi i det daglige arbejde. Det er dét, vi forsøger at imødekomme her. Fra CareWares side ser vi frem mod en god og spændende konferencedag i samarbejde med CareNet.

Konferencedagen, som også afholdes i samarbejde med Aarhus Kommune og Danish.Care, løber af stablen tirsdag den 14. maj 2024. Her sættes fuld fokus på sundheds- og velfærdsteknologier, der frigør arbejdskraft under overskriften; Arbejdskraftfrigørende Teknologier | Vejen til Bæredygtig Velfærd.

På konferencen vil deltagerne blive præsenteret for teknologier, der frigør tid og ressourcer i forbindelse med forskellige opgaver. Der vil være oplæg om private-kommunale samarbejder inden for træning, forflytning, digital pleje og sanseintervention.

Deltagerne vil få indsigt i, hvordan fremtidens velfærdsservices kan udvikle sig og udnytte teknologiens potentiale endnu bedre, samt hvilke barrierer der skal overvindes for at opnå succes.

Konferencedagen afholdes på DOKK1 i Aarhus den 14. maj 2024 fra klokken 09:00 til 16:30.

Gå på opdagelse i programmet og tilmeld dig allerede nu her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.