Gangbesvær er tit og ofte en irriterende følgesvend for borgere, der lider af Parkinson. Men ved hjælp af auditive, visuelle og taktile signaler kan parkinsonramte borgere få den rytmiske gang tilbage.

Parkinson påvirker hjernens funktion, og gør det tit og ofte svært for parkinsonpatienter at kontrollere muskelbevægelser. Dette kan medføre stagnation i gangen og generelt gangbesvær for personer med Parkinson.

Træning har som bekendt en positiv indflydelse på menneskekroppen generelt, og det samme gør sig selvfølgelig også gældende, når det kommer til parkinsonpatienters fysiske helbred.

Og derfor er det desto mere vigtigt, at der findes en løsning, der kan styrke parkinsonramte borgeres gang og holde dem i bevægelse.

Forskning viser stort potentiale

Som det gælder på så mange andre områder, så er parkinsonområdet også et tema, når der udvikles sundheds- og velfærdsteknologier rundt om i verden.

Forskning på området viser, at auditive, visuelle og taktile signaler kan være med til at hjælpe borgere med Parkinson med at bryde fastfrysningen under gang samt en del af det generelle gangbesvær, der kan følge med sygdommen.

En undersøgelse fra 2021 foretaget af forskergruppen ’Assistive Technology for Mobility and Sports and Expert Center Human Movement Technology’ fra Haag Universitet, viser, at 80 % af de parkinsonpatienter, der deltog i forskningen, havde gavn af at bruge en bestemt rollator kaldet Rollz Motion Rhythm.

Rollz Motion Rhythm er udviklet til at fremme en aktiv livsstil for personer med neurologiske lidelser, såsom Parkinsons og multipel sklerose. Det gør den blandt andet ved hjælp af et rytmisk lydsignal, vibrerende håndtag og en laserlinje projiceret på jorden.

Rollatoren er knyttet til en app, hvor de forskellige effekter kan justeres og tilpasses efter den enkelte borgers behov. For eksempel kan forskellige virkemidler tændes og slukkes, mønstre kan tilføjes og intensitet kan tilpasses, hvilket blandt andet er med til at forhindre, at den enkelte borger tilvænner kroppen for meget til et bestemt sæt af effekter, da det kan føre til en nedsættelse af effektiviteten.

Ovennævnte undersøgelse viser blandt andet, at 90 procent af deltagerne havde gavn af lydsignalet og næsten halvdelen oplevede en positiv effekt af vibrationerne i rollatoren. Begge signaler hjælper til at angive gangrytmen og hjælper dermed brugeren med at blive i den personligt indstillede gangrytme.

Rollz Motion Rhythm satte gang i Elisabeth

Én af de borgere, der har haft gavn af at benytte sig af Rollz Motion Rhythm-rollatoren er Elisabeth fra Sverige. Elisabeth havde problemer med sin gang, som var meget hakkende og urytmisk, men her har rollatoren gjort en stor forskel.

Det er ansatte hos HJÄLPMEDELSTEKNIK SVERIGE AB, som har hjulpet Elisabeth med vejledning i forbindelse med hendes beslutning om at købe en Rollz Motion Rhythm. Og de oplever også en stor forskel hos Elisabeth, efter hun er blevet introduceret til rollatoren.

- Elisabeth havde tænkt på at få en Rollz Motion Rhythm i et stykke tid, og vi havde talt om, hvordan den virkede og om andres reaktion på den. Men hun havde ikke besluttet, om hun ville købe den, før hun en dag var ude og handle og skulle gå igennem en svingdør. Hendes gang ’frøs’, og hun kunne ikke bevæge sig. Det stressede hende, og folk stod og ventede på, at hun skulle fortsætte, men det hjalp selvfølgelig ikke hendes hjerne.

- Situationen fik hende til at føle sig dårlig og vred over sygdommen. Et par dage senere besluttede hun at bestille en Rollz Motion Rhythm, og hun er rigtig glad for den. Hun siger, at hun endda tager bussen nu, og det er en stor forandring for hende, lyder det fra en ansat.

På eget initiativ har Elisabeth sendt en video rundt til alle, der har med Rollz Motion Rhythm at gøre – også til den danske CareNet-medlem Alcyon, som forhandler produktet i Danmark.

Det har hun gjort i håb om, at videoen, der viser, hvor stor en forskel rollatoren gør for hendes gang, kan være med til at sprede budskabet om, hvor meget rollatoren har hjulpet hende, så andre måske også kan få gavn af løsningen.

I starten af videoen går Elisabeth uden brug af rollatorens stimuli. Her fremstår hendes gang urytmisk og med meget små skridt. Senere i videoen slår Elisabeth rollatorens laserlinje til, og straks herefter ændres hendes gang og bliver markant forbedret.

Se videoen, hvor Elisabeths gang forbedres markant ved brugen af Rollz Motion Rhythm-rollatoren og læs meget mere om løsningen her

Alcyon er medlem af CareNet

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.