Demensekspert: Øget brug af velfærdsteknologi kan nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin for borgere med demens

Brugen af antipsykotisk medicin til borgere med demens skal halveres inden 2025. Men hvor langt er vi egentlig nået, og kan velfærdsteknologi spille en rolle i løsningen?

Med Den Nationale Demenshandleplan fra 2017 blev der sat en dagsorden om at halvere brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens frem mod år 2025. Men hvordan går det egentlig med projektet?

Mindre godt ser det ud til. I hvert fald skriver sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside, at cirka hver femte borger med demens fik antipsykotisk medicin i 2022, mens det oplyses, at denne andel har ligget jævnt siden 2014 trods mange tiltag.

Derfor må der igen kigges på nye initiativer, hvis målet om en halvering skal nås inden 2025. I forbindelse med social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdets aftale for 2023-2026 har Sundhedsstyrelsen derfor nedsat en national alliance, som netop har til formål at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til mennesker med demens.

- Målet om at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er et ambitiøst og afgørende mål, hvor der er behov for yderligere tiltag, hvis målet skal nås, fortæller vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og påpeger, at den nye alliance har til opgave at være ambassadør for at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens i hele landet og desuden rådgive Sundhedsstyrelsen om udfordringer, behov og mulige nye tiltag.

Og det er vigtigt fokuspunkt, da antipsykotisk medicin ifølge Sundhedsstyrelsen ikke anbefales til behandling af mennesker med demens, da der er mange bivirkninger. Det gælder blandt andet øget dødelighed, blodpropper, slagtilfælde og hjerterytmeforstyrrelser og samtidig nedsætter medicinen de kognitive evner hos mennesker med demens og svækker evnen til at kommunikere.

Velfærdsteknologi som del af løsningen

Men hvilke initiativer kan man egentlig gøre brug af, når man ønsker at nedsætte forbruget af antipsykotisk medicin? Og kan velfærdsteknologi spille en rolle i løsningen?

’Ja’ – mener Maria Tønnersen, DemensLiv, som lige nu er en del af Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, hvor der blandt andet arbejdes målrettet på at klæde sundhedssektorens medarbejdere godt på i forhold til personcentreret omsorg i demensplejen – et rejsehold der i øvrigt netop er blevet forlænget med to år.

- Velfærdsteknologi kan efter min mening være med til at styrke livskvaliteten for beboere og borgere med demens. Derfor ser jeg god ræson i, at man prøver at se mod velfærdsteknologien som en del af løsningen på problematikken vedrørende det høje forbrug af antipsykotisk medicin til behandling af borgere med demens, fortæller Maria Tønnersen og fortsætter:

- Udviklingen af velfærdsteknologi går stærkt, og der udvikles hele tiden løsninger og hjælpemidler, som kan understøtte og øge livskvaliteten for mennesker med demens og dermed understøtte processen mod at reducere brugen af antipsykotisk medicin.

Ifølge Maria Tønnersen findes der en række velfærdsteknologier, som hun ser stort potentiale i, når det kommer til arbejdet med borgere med demens generelt og til nedbringelsen af brugen af antipsykotisk medicin.

- Jeg ser stor værdi i brugen af det, som nok må betegnes som sanseteknologier og sansestimulation generelt. Det kan eksempelvis være velfærdsteknologier i form af døgnrytmelys, der kan være med til at give en bedre søvn – ligesom også teknologier inden for musik, billeder og lyd kan have en god effekt på borgere med demens i forhold til at skabe ro, tryghed og nærvær, fortæller hun og fortsætter:

- Og så er der også rigtig meget på vej i forhold til monitorering af borgernes søvn, forstået på den måde, at teknologierne er udviklet, men at man i praksis først er ved at få øjnene op for det. Men det går langsomt – teknologierne udvikles langt hurtigere end efterspørgslen gør. Det er et område, der – hvis det udnyttes ordentligt – kan gøre os klogere på, hvad vi eksempelvis kan gøre, hvis en borger ikke sover godt. Det behøver nemlig ikke nødvendigvis være brug af antipsykotisk medicin. Her kan teknologierne give os en indsigt, som vi kan bruge til at behandle borgeren på anden vis. Det samme gælder i øvrigt med teknologier inden for sporing og lignende.

God implementering og viden er vejen frem

Men selvom teknologi bestemt kan være en del af løsningen på at få mindsket brugen af antipsykotisk medicin for borgere med demens, så handler en vigtig del af diskussionen ifølge Maria Tønnersen også om, at teknologi først har reel værdi, når den bliver brugt rigtigt.

Hun påpeger, at det kræver, at implementeringen af en given teknologi selvfølgelig skal være succesfuld, for at teknologien skaber værdi og på den måde kan være med til at sænke forbruget af antipsykotisk medicin for borgere med demens – og det er bare dét skridt, der er så megasvært, forklarer Maria Tønnersen.

Derfor er det ifølge hende en større opgave end som så – ligesom det i øvrigt også gælder for brug af velfærdsteknologi på alle mulige andre områder. Det handler om processen fra start til slut – fra ny teknologi, til implementering af selvsamme teknologi og i sidste ende til brug af den implementerede teknologi i praksis, hvor værdiskabelsen sker.

- Ud fra mit synspunkt står vi lidt i et sammensurium af udfordringer, der alle sammen spiller ind og kolliderer. Det handler kort og godt om udfordringer inden for mangel på personale, velvære, viden og nedsættelse af medicin. Vi skal finde en løsning på manglen på personale. Derudover skal velvære for borgere og beboere med demens øges samtidig med at brugen af antipsykotisk medicin skal nedsættes. Og så har vi til sidst brug for mere og specialiseret viden. Det er en kompleks størrelse, men vi kan se at faglig udvikling i praksis skaber større arbejdsglæde, og det gør det nemmere at rekruttere. Så vi skal insistere på fordybelse og udvikling, selvom vi mangler personale. Det mener jeg, er en af mulighederne for at bryde den onde spiral, forklarer hun og fortsætter:

- Der er ikke nok ansatte, og så er der en generel mangel på viden inden for demensområdet. Der skal simpelthen mere viden til på området. På min sygeplejerskeuddannelse fra 25 år siden, der havde jeg i alt to timers undervisning med fokus på demens. Og for min datter, som i dag uddanner sig til sygeplejerske, er det kun fire timers undervisning med fokus på demens – på en hel uddannelse. Det synes jeg, er bemærkelsesværdigt. Det er ikke for at kritisere uddannelsessystemet, men i lige så høj grad for at starte en diskussion om, hvorvidt uddannelse inden for demensområdet ikke burde være et specialområde fremfor ’blot’ at være en del af grunduddannelsen.

Mapia.dk/DemensLiv er medlem af CareNet